Stilladsarbejderhistorier
Et godt eksempel på at arbejde med organisationshistorie.
Fortælling om stilladsarbejdernes historie er mit længst varende projekt. Hvert år arbejder jeg i perioder intenst med interviews.
Klubben har sponsoreret min disc-recorder. Jeg holdt i 2004 25 års jubilæum som medlem af Stilladsarbejdernes Brancheklub af 1920.
Det er ok at være medlem, selv om man ”har læst videre og er blevet cirkusklovn”.
Jeg var faglig aktiv stilladsarbejder 1979 – 91. På baggrund af min tid på RUC blev jeg efter et halvt år valgt som sekretær i Stilladsarbejdernes Brancheklub af 1920, og straks inddraget i at lave et flot jubilæumsskrift til klubbens 60 års jubilæum med en masse interviews med gamle stilladsarbejdere. Det var en fest! Den måde jeg kom væltende sent hjem på i kollektivet, jeg boede i, medførte at jeg var nødt til at flytte!
Jeg medvirkede også i udarbejdelsen af et jubilæumsskrift ved klubbens 65 års jubilæum.
Ved 70 års jubilæet udsendte vi et lydbånd.
Jeg optog også lydbånd med interviews med en række tidligere formænd for Lager- og Handelsarbejdernes Forbund, stilladsarbejdernes fagforening. (nu LPSF). Blandt de tidligere formænd var John Mølgård og Anker Jørgensen. Langt senere i 2006 lykkedes det at få de to sat sammen til et fællesinterview om deres memoirer med stilladsarbejderne. Alle tidligere formænd for Lager og Handel har fremhævet den dygtighed og seriøsitet, stilladsarbejderne har udvist i det faglige arbejde.
I 2004 interviewede John Jacobsen, ( tv) formand for Stilladsarbejdernes Brancheklub af 1920 og Kasten Mathiasen (nr 2 tv) Anker Jørgensen (nr 3 tv) og Anker Mølgaard (th) og optog deres erindringer om hvordan det var at være formand for "Lager og Pakhusarbjdernes Fagforening" og samarbejdet med stilladsarbejderne.
Den unge Karsten Mathiasen
Formidling
Mundtlig fortælling. Alle stilladsarbejdere er gode fortællere. Det har noget at gøre med at leve i nuet fuldt ud. Og det har noget at gøre med at når man arbejder på akkord, skal man hver dag fortælle mester den gode historie om, hvor vildt meget man har lavet og hvor besværligt det har været og hvor mange gener der har været. Hvis man så i løbet af dagen har mødt et andet sjak og fået en tår øl sammen, så skærper det kravene til historiefortællingen, jo mere man har hygget sig. Sådan var det i min tid i al fald.
Stilladsarbejderne har lavet bøger, jubilæumsskrifter, CD-er lydbånd, radioudsendelser. På et tidspunkt lavede jeg en udsendelse på Båndværksteder/DR ”Otte timer på afgrundens rand”. Senere var vi en hel gruppe stilladsarbejdere i ”Koplevs Krydsfet” 15.6.1995.
I stilladsarbejdertiden stod jeg også for at redigere bogen ”Stilladskonflikten” om den store stilladsarbejder strejke i 1978. Den udkom på Politisk Revys Forlag 1981. Der blev også lavet en film om Stilladskonflkten.
I alt dette arbejde var jeg uadskillelig med min makker Niels Wegeland, som gjorde et stort arbejde på det arbejdsmiljømæssige område, og var en af de gode kræfter i forarbejdet til den to-årige uddannelse på stillads området.
At det faglige arbejde i stilladsklubben lykkes så godt skyldes, at der gøres en stærk kollektiv indsats. Jeg har det lidt dårlige med at fremhæve min egen indsats, og gør det kun fordi dette er en reklamehjemmeside. Jeg håber at få flere jobs med organisationshistorie, (betalte jobs!).
Etik
Ubetinget solidaritet med stilladsarbejderne!
Ligesom stilladsarbejdernes indbyrdes solidaritet er ubrydelig.
Se www.stilladsklubben.dk
Eksempler
Den vagtsomme vagtmand
Til klubbens 70 års jubilæum udgav klubben et bånd med klubbens æresmedlem John Thomsen, som havde været med fra starten i 1920. På den anden side af båndet var der en ret sjov optagelse med et interview med en vagtmand, som sidder i en skurvogn og passer på et strejkeramt stillads ved Teknisk Skole i Næstved med en stor schæferhund, fordi nogle ”nisser” nogle dage tidligere i nattens mulm og mørke havde pillet stilladset ned. Det var atter blevet stillet op af skruebrækkere. På grund af et fantastisk held blev optagelsen et perfekt autentisk hørespil om en klassisk stilladsarbejderaktion.
Ca. 60 stilladsarbejdere var kørt fra København til Næstved lige før det blev lyst om morgenen. Jeg havde en meget fin båndoptager med, og den store rødhårede kæmpe, der koordinerede aktionen sagde ”Og du Karsten, du går lige ind og holder vagtmanden hen med snak!” ”Jamen, hvad med schæfer hunden?” sagde jeg. ”Bare rolig, du får Peter Lund og Store Jørgen med” Så havde jeg intet at frygte, for hver af dem kunne klare sådan en lille vuffi. Det viste sig da også, at hunden klogeligt lå med poterne pænt over snuden hele tiden.
I løbet af det kvarters tid interviewet varer, lægger de ca 60 nisser stille og roligt stilladset ned en gang til. Vagtmanden hører godt nok det larmer lidt:
” Det ka’ jo være lidt trist at gå her hele natten, men når det er fred og ro kan man jo lisså godt gå ind og sidde lidt. Hvis der sker noget, så er det jo bare meningen, at jeg skal ringe til politiet. Jeg er godt tilfreds med at være her. Ja, sådan en nat som i nat kommer man ikke til at falde i søvn, med det spektakel det larmer med. Det er virksomheden inde ved siden af, der læsser de noget af…..” På grund af et fantastisk held blev optagelsen et perfekt autentisk hørespil om en klassisk stilladsarbejderaktion.
Jeg stillede spørgsmål i bedste Jørgen Hjorting stil. Vagtmanden svarede beredvilligt på alle spørgsmål på syngende sjællandsk. Jeg havde nok at gøre med at holde masken. Især da der faldt et stykke stillads ned på taget af skurvognen og han bare stirrer hypnotiseret på mikrofonen og forklarer ”Det er virksomheden inde ved siden af, der læsser noet af…”
Fuchsiaen på Brydes Allé
Vi arbejdede for Bjørne-Stilladser og gik og flyttede rundt på stativer til lange rækker af toetages huse på Brydes Allé til tagarbejde. På gadesiden var der en hel række små haver ud for hver opgang. Haverne tilhørte dem der boede i stuelejligheden.
Beboerne var mest gamle folk. Jeg kom godt ud af det med damerne og snakkede pænt med dem. Engang imellem råbte Niller oppe fra stilladset, når jeg stod og konverserede på det livligste om kunst og kultur og kongehus med en kone "Hva´ Fanden, er du nu blevet forlovet igen?"
Men der var godt nok et kvindemenneske, jeg ikke blev gode venner med.
Vi gik jo ellers så varsom gennem haverne som man nu kan, når man arbejder på akkord. Så var der en have, hvor jeg kom til at knække et par små kviste af en fuchsia, der var plantet lige hvor hejsetovet skulle være.
Jeg så godt, at konen jog manden ud for at han skulle sige noget til mig. Hvad sku jeg gøre ved det? Andet end at fortsætte arbejdet. Lidt efter jog hun ham ud igen for at klage over fuchsiaen. Og jeg forklarede ham tålmodigt, at der var ikke andre muligheder end at hejse materialerne op lige nøjagtig her, hvor jeg nu engang havde sat dem. Da han så kom ind, så ku jeg både se og høre at han fik et ordentlig møgfald af kællingen, fordi han ikke havde fået mig jaget væk.
Så kom hun selv brusende ud. Hun skældte og smældte over at vi fuldstændig hærgede hendes lille pæne have. Og hendes kæreste plante, FUCHSIAEN. Uh ha, det var frygteligt, som den var tilredt.
Jeg så sørgmodigt på hende:
-"Det er jeg frygtelig ked af, hvad står sådan en fuchsia i?"
Hun gloede åndsvagt på mig.
-"Er det i orden meden halvtredser? Kan man købe sådan én for en halvtredser?"
-"Jae, det kan man jo godt…" , sagde hun.
Så gav jeg hende en halvtredser, tog fat i planten , og hev den laaangsomt op af jorden. Mit smil blev bredere og bredere mens hun blev mere og mere lang i hovedet.
Så var den blomst ikke i vejen mere. (Og hun klagede heller ikke mere over os)
Nærmest døren
Da jeg arbejdede i Solrød Stilladser holdt jeg nogen gange fødselsdag flere gange om året. Det kostede godt nok en flaske Gl. Dansk og en flaske Jægermeister plus en gang wienerbrød. Men så ku man til gengæld få lov til at sidde en halv time mere om morgenen i borgerstuen, - og hvad gør en doven slyngel ikke for at slippe for at bestille noget?
Så var der så en gang jeg holdt fødselsdag og for at gøre noget ekstra ud af det havde jeg købt en bordbombe, som jeg havde "tunet" med en gammeldags femøres-kineser. Det var så tanken at mester Helge skulle tænde den. Men den lille Røde Ove Hessel ku ikke dy sig og fyrede den af og konfettien føj rundt i hele borgerstuen. Det gibbede lidt i ham.
Sildehovedet, en anden af mestrene, kom senere på dagen ud til os og brokkede
sig af helved til fordi han havde ikke været der om morgenen, og han havde måttet feje konfetti op over det hele. "Det var et værre svineri og jeg fik hverken kage eller Jægermeister" jamrede han.
Det var da ose synd for Sildehovedet tænkte jeg. Så jeg brugte hele aftenen på at installere en sejlgarnsbombe, én af de små firkantede, på størrelse med en knyttet mandshånd, i en plakatpaprør ca 30 cm høj. Jeg fyldte røret op med en hel pose konfetti, lukkede og dekorerede smukt. Lunten stak pænt ud for neden som det sig hør og bør for en bordbombe. Jette syntes godt nok at det var en mærkelig beskæftigelse for en voksen mand.
Næste morgen købte jeg en lille Jægermeister og en wienerbasse og placerede det sammen med bordbomben på Sildehovedets bord til morgenkaffen. Vi har været en 12 – 14 mand i borgerstuen.
"Fyr den nu af" lød opfordringerne fra flere sider, men den kylling til Sildehoved turde simpelthen ikke.
Så tog Jørgen Eriksen fra Fredensborg røret med uden for og fik sat ild til det. Der lød et hult drøn, og vinduerne rystede , og det er ikke løgn – vi fandt ikke en eneste stump konfetti eller pap på pladsen bagefter!
Lidt efter kom Sildehovedet hen til mig og sagde:
- "Sig mig, hva Fanden ville du ha gjort, hvis jeg havde futtet den af inde i borgerstuen?"
- "Så du ikke jeg sad nærmest døren?"
Sildehovedet fik i øvrigt sit navn, fordi han engang havde lagt skroget af en røget makrel ind på varmeapparatet i lastbilen hos et andet sjak. Det stank meget.
Cementering af stillads
I begyndelsen af 80´erne genoptog stilladsarbejderne en aktionsform, som var blevet godt afprøvet under den store stilladsstrejke i 1978: Nedpilning af skruebrækkerstillads. Det var såkaldt "selvorganiserede" aktioner. I princippet kan enhver stilladsarbejder hidkalde resten af styrken, hvis han opdager et stillads, der er opstillet af uorganiserede og underbetalte folk. Sådan er det stadigvæk, også efter årtusindskiftet…
En af de største aktioner var nabokarreen til Entreprenørforeningen på Nørrevold. Her havde "Nordkystens Stilladser" dristet sig til at stille et kæmpemæssigt stillads op, og de havde ovenikøbet haft den frækhed, at true et par stilladsarbejderne, som havde bedt dem bringe deres fagforeningsbog i orden… Næste dag kom der over tohundrede stilladsarbejdere og rev stilladset ned. Hele området omkring Nørreport var fyldt med stilladsbiler. Spontant kravler folk op – de øverste skiller stilladset ad og materialerne går fra hånd til hånd og bliver lagt pænt på fortovet. Da vi var ved at være færdige, var der nogen, der råbte: "De har også stillads ovre på hjørnet af Nørre Søgade.." Så drog det meste af styrken derover, og rev også det ned. I mellemtiden var mesteren fra "Nordkystens" ankommet i en tungt lastet vogn. Den blev standset og læsset af på gaden… Fra næste dag af fulgte firmaet overenskomsten!
Der er to regler ved sådan en aktion: 1. Ingen må komme til skade. 2. Intet må ødelægges. Det er klart at det ikke er ganske ufarligt at være så mange i gang på én gang, så derfor havde vi i "terroristgruppen" diskuteret om det var muligt at finde alternative metoder til nedpilning af uorganiserede stilladser.
Hvad nu hvis vi ku lave nogen tricks, så de aldrig ku rive deres eget stillads ned igen? Efter en del snak frem og tilbage var vi klar med en plan.
Der var et uorganiseret stillads lige ved Rantzausgade. Provokerende tæt på vores fagforening "Lager og Handel".
Inde i en baggård i nærheden var vi klar med nogen ruller armeringsjern, nogle sække fransk cement, nogle ruller kraftig tape, en stor tragt, nogle spande og en stor eldrevet håndblander-piskeris.
Klokken var lidt i fem, eftermiddag. På det tidspunkt plejede håndværkerne at være gået hjem. Samtidig var det ikke så sent, så beboerne ville studse over at der var folk på stilladset.
Vi blandede nogle spande fulde cement. Johs hejste op. Oppefra stak vi så armeringsjernet hele vejen ned i gennem de søjler vi havde tapet til. Så tog vi tragten og hældte det tyndt flydende cement ned i rørene.
Alt gik planmæssigt! Johs blandede ny cement og bar til, mens Jesus og Slangen og mig sagde hunden hældte ned gennem tragten. Vi gik rigtig og frydede os ved tanken om hvordan de ville komme til at svovle og bande, når de skulle skille det stillads igen.
Men der var lige èn ting vi ikke havde tjekket…. Det viste sig at håndværkerne og dem, der havde sat stilladset op, havde sat sig ind i skuret for at drikke bajere i stedet for at gå hjem til tiden….
Så lige pludselig er der jo en der stikker hovedet ud af skuret og råber:
-"Hvad Fanden laver i deroppe?"
-"Vi kommer fra Teknologisk Institut, vi skal lige lave nogen forsøg med forstærkning af stillads!", råbte Slangen tilbage.
-"Vi ska fanme gi Jer forstærkning" råbte de nedefra. Der var en hel flok og nogen af dem begyndte at kravle op i stilladset.
Mens de kravlede op indvendig, kravlede vi ned udvendig. Det var oppe fra 5. sals højde. De råbte osse op om at de havde ringet efter politiet, og vi ku allerede høre den første politibil. Så der var ikke andet at gøre end at spæne.
Jeg var nok den der spænede allermest, for jeg havde en betinget dom for vold mod embedsmand i funktion, og prøvetiden var ikke udløbet.
Jesus og Slangen blev fanget. Men efter at de var blevet løsladt igen gik de tilbage og snakkede med håndværkerne, der havde været travlt beskæftiget med at skylle fransk cement ud af rørene. De forklarede om baggrunden for vores handlemåde. Det endte med at de pågældende folk meldte sig ind i Stilladsklubben, deres mester fik en overenskomst med fagforeningen og næste gang vi var ude og lave stilladsnedrivningsaktion, var de osse med!
Den smilende terrorisme i aktion
Jeg fortæller denne historie for at gøre de unge opmærksom på, at selv om man er et fjols, kan man godt spille et par endnu større fjolser et puds. I skal ikke altid vente på, at andre tar` affære..
Vi havde haft nogle helvedes problemer med underentreprenører i et stykke tid. Activ Stilladser satsede hårdt på det. Det ville billiggøre deres produktion utrolig meget, mente de. Mange små underfirmaer hver bestående af to mand og en lastbil. Skidesmart. For Activ altså.
I bajadsklubben satsede vi tilsvarende hårdt på at bekæmpe underentreprenørerne. Der var erfaringer fra brolæggerbranchen om hvordan de havde fået smadret deres ellers meget gode løn helt i bund ved at blive splittet op imod hinanden som små dumme underentreprenører.
Der var også uhyggelige erfaringer fra England fra forskellige brancher, hørte vi om.
Så der opstod selvfølgelig nogle helt spontane nedrivningsaktioner, hvor underentreprenørstilladser blev lagt pænt ned i bunker på fortovene, hvor de havde stået for bare tyve minutter siden.
Men det var ligesom om der opstod en afmatning, hvor nedrivningerne havde svært ved at holde takt med opstilling og genopstilling af de her lorte underentreprenør-stilladser.
Det nagede mig af helvede til, og så var det, at jeg fik en ide, som jeg simpelthen var nødt til at afprøve overfor et underentreprenørsjak som bestod af en af de mest bred-røvede røvhuller, som branchen har kendt, og en anden som jeg både før og senere altid har hørt omtalt som en god mand.
Jeg vidste, hvor de arbejdede et sted på Nørrebro. Jeg skjulte en båndoptager i inderlommen i frakken og hængte et fotografiapparat på maven. Så var jeg klar til at besøge dem. Det var ikke uden en vis let vibreren i knæskallerne for jeg tænkte, at ham den bredrøvede godt kunne finde på at slå mig.
De stod ved lastbilen og holdt drikketid.
Jeg gik helt hen til dem og sagde: "Ja, jeg skal lige tage nogle billeder af Jer for det er meningen at I skal hænges ud som skruebrækkere på plakater i hele byen."
"Det er da godt, at vi ved hvor du bor", sagde den bredrøvede truende.
Hans makker sagde ingenting. Jeg gik tæt rundt om dem og fyrede hele filmen af fra alle vinkler. Der blev også sagt andre ting, som jeg var glad for at få optaget på bånd. Noget med "Vores nye venner i Entreprenørforeningen" o.s.v. Jeg vil indrømme, at det er ikke nemt at fotografere nogen, der bliver så vrede over det, uden selv at blive lidt nervøs. Jeg skyndte mig da også at gå igen efter at have forsikret dem om, at vi ville lave mange tusind plakater med dem.
Da jeg kom hjem var jeg nødt til at ligge lidt på langs, for jeg var helt mat i knæene. Båndet var blevet helt fint, hurra for det. Så ned og få lynfremkaldt filmen. Hold kæft mand, nogen portrætter!
Om aftenen ringede jeg til dem og fortalte at jeg var meget glad for billederne "Og jeg er i særdeleshed var glad for den båndoptagelse, jeg fik lavet med disse ….meget markante udtalelser. Det vil blive udsendt i alle Københavns nærradioer samtidig med at skruebrækkerplakaterne kommer op - hvis I ikke går ind under overenskomsten igen". Der lød noget, der lignede et gisp i den anden ende af røret….
Næste dag var der en meget, meget vred arbejdsgiver, der ringede til Lager og Handel og klagede over mig, fordi jeg havde generet hans folk.
Men der gik ikke tre dage før de var kommet ind under overenskomsten igen
Vand i Dupondens sko
Vi havde haft nogen diskussioner om vejrlig.
Det vil altid været et fortolknings-spørgsmål. Forskelligt arbejde har forskellig farlighedsgrad. Det har også altid betydet noget hvor stor ens husleje er. Hvor ofte skal man minde om at i 1978 strejkede branchen i fire måneder, for at håndhæve princippet om, at stilladsarbejderne suverænt selv skal afgøre hvornår et givet arbejde er farligt eller ikke p.g.a. blæst eller regn eller is og sne.
I Solrød Stilladser var der ligesom om at Duponden og den Lille Røde, Ove Hessel, var tilbøjelige til at acceptere at arbejde i mere nedbør end godt var, syntes vi andre. Det kunne se ud til at Duponen altid hersede med Den Røde, som så tog kraftig til genmæle. Han havde engang arbejdet i et tivoli, og var kendt for at kunne råbe en hel plads op – uden højtaler. På grund af deres konstante højlydte stridigheder havde murernes hos Zeltner navngivet dem Chip og Chap.
En dag var de blevet våde, og havde været hjemme og skifte tøj, men vi andre var taget hjem. Så syntes jeg altså, at det var lige i overkanten.
Næste morgen mødte jeg en halv time før de andre, låste mig ind og gik hen til Dupondens skab og fyldte hans sko med vand. Så kørte jeg ud til Helgoland lige i nærheden og nød en morgenbajer, mens solen stod op. Jeg sad såmænd og gnækkede højlydt for mig selv ved tanken om den balade, der nu var i gang.
Og jeg skal love for der var balade. Da jeg mødte ganske uskyldigt til normal tid fem minutter over, var der en råben og skrigen uden sidestykke… Hvilken herlig morgen. Der var ingen der fattede mistanke til mig, for jeg havde jo ikke været der!
Jeg indrømmede det først flere måneder senere, hvor vi havde et helt Oxford møde i borgerstuen, foranlediget af intern strid om betimeligheden af nogle akkordsedler. Stridighederne blev bilagt og så syntes jeg , at det var på sin plads at fortælle hvem der fyldte vand i Dupondens sko. Ja og så sluttede mødet af med at Halvvinden indrømmede at han også havde møjet sig i borgerstuen for et stykke tid side, og nu sku han nok gi kager for det…
Lars Halvvinds Saga
Lars Halvvind. Det er længe siden jeg har snakket med ham, men jeg tænker af og til på ham, og jeg tror også han tænker på mig. For nylig var jeg til fest, hvor hans tidligere kæreste Zydia også var med. Gæv pige, frodig velskabt. En skæbnesvanger kvinde. Vores gamle stilladskammerat Stig sad og gloede på hendes bryster med fortinnede øjne og siger:
-Det er godt nok nogen gode balloner du har der….
-Ja, siger Zydia, det er bare en skam du har så små hænder!
Det varede noget, før Stig sagde noget igen…Han sad i lang tid og gloede på sine hænder.
Dengang var det eneste, jeg havde hørt om Lars, at han var den eneste ledige stilladsarbejder, og Jesus manglede en makker. Så sad vi der i borgerstuen om morgenen og vendte ryggen til en stakkels blikkenslager, som mester havde skaffet.
Nej! Vi arbejder ikke sammen med nye folk, før alle klubmedlemmer er i arbejde!
Det er et sikkerheds-spørgsmål. Liv og død afhænger af det fine samarbejde mellem bundmand og topmand. Ikke noget med at tage nye med, så længe nogen ”gamle” er ledige. Der er også det med, at mestre kan se sig sure på nogen, der er gode til at skrive akkordsedler, eller nogen der er for festlige….
Jeg er stilladsarbejdernes historiefortæller og da 3F udskrev en novellekonkurrence her i vinter følte jeg, at jeg måtte hævde branchens ære ved at lave en vindernovelle. Jeg gjorde mig helt utrolig umage med at skrive en historie, jeg har fortalt mundtligt utallige gange: Historien om Lars Halvvind. Til min store overraskelse vandt jeg ikke!
Men jeg vandt alligevel en masse ved at få nedskrevet historien, fordi jeg endelig fik kogt fortællingen ned i omfang og fik lavet et skelet med Lars Halvvinds skæbnesvangre beslutning…… da han besluttede at udvide sine sponsorfiduser til sit bådbyggeri med et proforma kørselsfradrag til Askø ved Lolland. Det blev skæbnesvangert, fordi han så også fik langt til sin læge. Og derfor fik igangsat behandlingen af sin testikelkræft for sent.
Jeg har faktisk også fået en præmie! Stilladsarbejdernes klub har sponsoreret en minidisc-recorder, så jeg kan optage historier med en meget høj lydkvalitet. F.eks da vi fik lavet et par CD-er med fortællinger med Karate Mogens, måtte vi leje lydmand og lydudstyr. Det sparer vi nu.
Jeg har også haft lejet udstyr og lydmand til en seance om Lars Halvvind. Jeg havde først fået lavet en CD hvor jeg fortæller om ham på et bibliotek i Sydhavnen. Så sendte jeg CD-en til venner, gamle kolleger og familie, og samlede dem til en festlig sammenkomst – 10 år efter hans død - i vores gamle bådklub ved Skibsbroen. Der optog vi så stof til to CD-er mere. (Det er her Zydia gør opmærksom på, at Stig har for små hænder…) Desuden har jeg lavet en CD hvor Lars´s gamle makker Jesus og Mormor fortæller.
Da jeg skrev novellen, kom jeg igen i nærmere kontakt med familien og var med til Mormors 99 års fødselsdag. Jeg fik også mulighed for at inddrage nogle replikker fra Mavedanser Ninna, som var blevet min gode venninde.
Den autentiske novelle.
Som Halvvinden nogen gange sagde om en historier: "Denne her er sgu så god, at den ikke engang behøver at bli tunet!" Det gælder også sagaen om Lars Halvvind:
Lars Halvvind. Det er længe siden jeg har snakket med ham, men jeg tænker af og til på ham, og jeg tror også han tænker på mig. For nylig var jeg til fest hvor hans tidligere kæreste Zydia også var med. Gæv pige, frodig velskabt. En skæbnesvanger kvinde. Vores gamle stilladskammerat Stig sad og gloede på hendes bryster med fortinnede øjne og siger
-Det er godt nok nogen gode balloner du har der….
-Ja, siger Zydia, det er bare en skam du har så små hænder!
Det varede noget, før Stig sagde noget igen…Han sad i lang tid og gloede på sine hænder.
Dengang var det eneste, jeg havde hørt om ham, at han var den eneste ledige stilladsarbejder, og Jesus manglede en makker. Så sad vi der i borgerstuen om morgenen og vendte ryggen til en stakkels blikkenslager, som mester havde skaffet
Nej! Vi arbejder ikke sammen med nye folk, før alle klubmedlemmer er i arbejde!
Det er et sikkerheds-spørgsmål. Liv og død afhænger af det fine samarbejde mellem bundmand og topmand. Ikke noget med at tage nye med, så længe nogen ”gamle” er ledige. Der er også det med, at mestre kan se sig sure på nogen, der er gode til at skrive akkordsedler, eller nogen der er for festlige….
Lars Halvvind kom så endelig efter nogen dage. Han kom ind af døren med sit krøllede lyse hård, senede lemmer, total blå øjne . Jeg tror også han havde det pigerne kalder en ”lækker røv”. Han havde været en tur til Bornholm i sin lille folkebåd, og det havde været ret sjovt, han fortalte saligt om de lune nætter på Christiansø. Jeg forstod ham godt. Vi mærkede straks en gensidig sindssvaghed over for livets fristelser. Han tog mig med ud og sejle. Det var en åbenbaring. Jeg fandt ud af at hans navn kom af, at han altid foretrak halvvinds-sejlads, altså med vinden direkte ind på siden af båden. Det giver en afslappet sejlads. Ja, og så for han også med en halv vind…. Vi fik med tiden holdt en del fester sammen. For eksempel indtog vi et par år i træk Flakfortet med alt hvad der kunne flyde og sejle og fejrede sommerens komme med vildsvin på spyd og en hel lille Thy-lejr på stranden. Lars´s mor og mormor var altid faste gæster. Lars elskede især sin mormor over alt i verden. Der var altid gratis adgang for børn – mest af hensyn til de søde enlige mødre. Når Lars skiftede mødrene ud, så blev en del af ungerne hængende, mest store drenge, der gerne ville med på eventyr.
Vi var to sjak, der arbejdede meget sammen på større opgaver. Jesus og Halvvinden og Niels Legoland og mig . Vi lavede meget sjov i mens vi arbejdede. Helt ærlig, så føler vi jo a vi ejer det hele…. Når vi sidder og drikker en bajer oppe på et skorstensstillads og kigger ud over byen, det er da bare vores by. Det er en fed følelse, og når vi arbejder nede i larmen i trafikken, så oparbejder vi en ret til at gå og skrige og råbe for at kommunikere. Denne højrøstethed bliver hurtigt en vane. Når vi skal pisse, så pisser vi op af lastbilen. Det er en gammel hævd for kuske.. Engang jeg lige havde stillet mig klar op ad bilen kørte Lars Halvvind tyve meter frem. I det samme passerer der en børnehave med mindst halvtreds børn på modsatte fortov…. Sådan én skal byttes..
Nå men den morgen jeg tænker på, da gik vi og stillede bund på stilladset ved Arnold Busk´s Boghandel overfor Rundetårn. Vi var i hammer godt humør og gik og skrålede og sang. I mens kommer den gamle boghandler ud og trisser rundt med sin stok i hånden. Han kigger på os og udbryder
-Nå drenge, I er nok kommet ud med det store mekanosæt.
Meget præcist! Og den dag var vi faktisk meget drengerøvede. Til fyraften kiggede Halvvinden og jeg på hinanden med et blik, der betød: ”Den der kommer sidst ind af porten, gir bajere” Så er det med at komme ombord i lastbilerne og ned af Købmagergade…. Niels Legoland er sikkerhedsrepræsentant og skumler lidt i starten, men overgir sig hurtigt og deltager i kørslen med at holde øje, ”Træk ud, nu!” o.s.v
Den bil Jesus og Halvvinden kører i har en lille lem i taget af førerhuset, og Jesus møver sig op igennem med overkroppen, nu står han på sædet med overkroppen ud gennem taget og dirigerer som en anden general Rommel. Jeg har altid beundret hans evne til at skabe sig…. Skæg og hår flagrer helt vildt i vinden, ja det er derfor vi kalder ham Jesus (Han har bare længere hår, tyk hestehale helt ned til røven). Åh ja, fed reklame for firmaet, lastbilerne nærmest på to hjul rundt i svinget, lidt dytten i hornet er også nødvendigt. Men én ting er sikkert: Vi har aldrig haft uheld under kapkørsel, vi har heller ikke kørt om kap når vi har druket rigeligt med øl….
Nu gælder det om at komme først ind af porten til firmaet adresse på Strandlodsvej på Amager. D.v.s det er anden port ind til selve pladsen det gælder. Problemet er det bump, der er ud for smedens værksted. Hvis mester går ude på pladsen kan han høre skraldet, når en gammel ølbil, der er omkalfatret til stillads suser over bumpet. Hans ører kan ikke lide lyden….. Bil nummer to har imidlertid en chance, hvis smeden holder på tværs med trucken. Så er der en alternativ lidt længere indkørsel forbi mekanikeren, hvor man så kan overhale i sidste sekund.
Nu kan jeg ikke huske hvem der vandt den dag, men jeg kan huske at mens vi sad og drak øllet, så kom vi til at snakke om en begravelse for en kollega for nylig, en ældre stilladsbajadser, der var faldet ned. Det havde været fint nok med en masse stilladsbiler parkeret ved kirken og bagefter en tår øl på klubbens regning på hans stamværtshus. Men der havde ikke været rigtig fest og efterhånden som vi fik et par øl mere fandt vi ud af at vi ville nu hermed oprette ”Foreningen for muntre kassefester”. Lidet anede vi i dette øjeblik at én fra vores sjak skulle få brug for det inden så længe……
Vi fortsatte vores lystige arbejdsliv. Fritiden skulle jo sponsoreres. Lars Halvvind solgte folkebåden og købte en kutter, som han ville bygge om til en galease og sejle verden rundt med, og det blev nødvendigt at udtænke alternative sponsormetoder. Nu kan man ikke påstå, at Halvvinden stjal – nej der skete bare det, at han nogen gange fik øje på noget, som bare var hans…. For eksempel kom han gående over Dybbølsbro fra bådpladsen i Sydhavnen. Han kigger ned på DSB terrænet og får øje på et funklende nyt svejseanlæg.
-Der ligger mit svejseanlæg, tænker Halvvinden
Nu skulle det bare bjerges hjem, og det skete ved, at han lånte Jammerlabbens DSB arbejdstøj. Jammerlabben var ligeså lille og tyk som Halvvinden var høj og slank, og det så lidt spøjst ud, da han Halvvinden cyklede af sted for at hente ”sit” svejseanlæg.
Der var mange andre sponsorfiduser. Èn af dem var kørselsfradraget. Dengang var der flere penge i kørselsfradrag end i dag. En bekendt flyttede ned til Askø ved Lolland, og Halvvinden flyttede adressen derned
-Hvorfor flyttede du ikke til Esbjerg, din idiot, spurgte jeg
Men fidusen var god nok, altså bortset fra når man skulle stemple – eller til lægen. For så skulle det foregå i Maribo. Halvvinden regnede altid med at kunne låne et køretøj. Det skulle blive fatalt, men det vidste jeg først senere.
Det bådbyggeri blev en mani for ham. Han fik drejet enhver samtale på en byggeplads ind på detaljer i bådbygningskunsten, og der blev mere og mere, der skulle transporteres i arbejdstiden, og klunses, det skulle der! En dag vi kørte i sjak sammen, og egentlig var vi på vej tilbage til kontoret for at få en ny opgave. Vi kom forbi en plads på Artellerivej, hvor der holdt to ældre busser uden nummerplader. Udenfor porten var der en kaffebar.
-Dér er mit oliefyr! udbryder Halvvinden.
Jeg vidste, at mine indvendinger om, at det ville være federe at få lavet en god lille akkord mere inden fyraften, ville prelle fuldstændig af… Han måtte have bjærget ”sit” oliefyr.
Jeg stillede mig i porten, mens Halvvinden kravlede ind under bussen med hænderne fulde af værktøj. Og så skulle da fanden stå i det. Dèr dukker pølsemanden op sammen med en vis Palle René, som for et par måneder siden havde forsøgt at vælte mig som sekretær i Stilladsarbejdernes Brancheklub. Fordi jeg var for rød. Jeg konverserede – lidt anstrengt - de to herrer på det livligste, skævede over til bussen. Gudskelov, han havde fået stængerne med ind under den. Puha, endelig gik de igen, og vi får læsset oliefyret fra bussen og kører ned i Sydhavnen med det. - Der var nu ikke meget held ved det fyr. Det var en ældre model - svært at få reservedele til, og jeg har i alle årene efter kun hørt det omtalt som ”det forbandede fyr”
På et tidspunkt fik han faktisk brug for at komme til læge, men han udskød det lidt. Det drejede sig om ømhed i testiklerne, og i første omgang mistænkte han Zydia for at være årsag til det. De havde lige mødt hinanden, og det lå lige for at antage at ømheden skyldtes umådeholden brug af kønsdelene.
Imidlertid fortsatte ømheden, da Zydia tog på ferie, og nu begyndte Halvvinden at gå og snakke om at låne min gamle BMW. Det var jeg ikke meget for! Jeg ville næsten hellere have lånt ham min kæreste. Jeg vidste hvordan han ville køre med håndtaget i bund – 150-60 stykker- hele vejen frem og tilbage, selv om jeg pålagde ham at holde en max hastighed på 110. Det er en veteranmaskine vi snakker om, en gammel politicykel. Efter en uges tid fik han selvfølgelig lov til at låne kværnen og han suser til Maribo og får klokkespillet undersøgt: Testikelcancer! Noget nær det værste, der kunne ske for en mand med Halvvindens forkærlighed for kvinder. Svært at lodde hvilken dyrisk magnetisme, der var over hans ofte uvaskede krop. Han manglede aldrig selskab af det smukke køn – kunne sågar dele ud: Jeg har faktisk to gange lånt en exkærste fra hans adressebog til en firmafest.
Testikelcancer: Der var ingen vej uden om. Han måtte ind og opereres på Riget og fik fjernet den ene. Nu kaldte vi ham ”Einstein”. Vi gjorde da meget for at muntre ham op. Der var altid nogen på besøg med en pose øl og chips. Han fyldte 34, mens han lå der og vi splejsede til en mavedanserinde. Engang spurgte jeg Ninna Mavedanser om hun huskede det?
-”Jeg husker at hans kæreste sad på sengen, da jeg valsede ind på den lille bitte stue proppet med mennesker med en lagkage på hovedet med 34 lys i. Standerlampen kaldte I ham, fordi han gik rundt med en stander med et drop i - sådan husker jeg det”.
Jeg ville jo også gerne lave lidt ekstra sjov for ham, så jeg fik ”lånt” noget lægeudstyr, med kittel, operationshue- og maske og stetoskop og ”gik stuegang”, går ind og slår dynen til side og brummer
-Jeg tror, vi bliver nødt til at ta´ den anden også!
Da blev han bleg!
Om det var lægernes kemo eller vores opmuntringer, der hjalp, så kom han sig i al fald og blev sendt til Monte Bello i Spanien på rekreation. Og jeg har hørt fra en uafhængig kilde, at han fejrede sit gode helbred på behørig vis sammen med forskellige damer fra de lokale restauranter, sygeplejersker o.s.v.
Han kom godt hjem og var i vigør en tid, han genoptog sine sejladser og byggede lidt på båden, men han nåede aldrig på arbejde igen, for ”tallene” blev dårlige, tumoren bredte sig igen…Behandlingen var iværksat lidt for sent….. men aldrig har en canserpatient været så livskraftig. Der kom stadigvæk nye kærester til. Bådplanerne og verdensomsejling blev aldrig skrinlagt.
Om efteråret tog han til Grækenland sammen med sin elskede mormor. Hun var da 85 år gammel og de to har altid råhygget sig godt i hinandens selskab. Altid priser hun den dreng for hans kærlige og hensynsfulde omsorg!
I Grækenland lejede de en scooter og drønede rundt i bjergene og kiggede på gamle klostre og dejlige landskaber. En eftermiddag mormor skulle sove til middag ”ville han lige gå en tur”. I virkeligheden kunne han ikke dy sig for at prøve sin store lidenskab for surfing. Han lejde et bræt og sejlede ud. Da mormor vågnede fra middagsluren gik der en time og Lars var ikke at se nogen steder. Da der var gået et par timer - dukkede han op. Det var først efter de var kommet hjem, at han fortalte hele historien: Han var sejlet langt ud, men havde ikke fordums kræfter til at komme ind igen. Det havde været en kamp! Og han havde måttet betale 85 kroner i bøde ekstra på grund af for sen aflevering. Det harmede ham. Unødvendige udgifter havde aldrig været Halvvindens stærke side.
En måned senere mødtes vi på Riget
Halvvinden lå der og var endnu engang midtpunkt i en fest. Han er optimist. De har fundet en ny næsten mirakuløs kur i Frankrig og han vil få lov til at prøve den! Vi skal nok få nogen gode sejladser næste sommer. Vi hygger os: Mormor, mor og søster. Kæreste og ekskærster, min bror Benjamin, onkel Ejner og mig. Vi drak noget vin, men Lars lå og døsede, så vågner han op, helt klar.
-Har alle noget i glassene? Spør han
Da vi har forsikret ham om at det er tilfældet løfter han sit glas og siger
-Skål!
Det blev hans sidste ord.
Vi skiftedes til at holde ham i hånden. Timerne gik og så tog han røven på mig en sidste gang: Vi opdagede, at vi ikke havde mere vin og det var min tur til at gå i døgneren. Da jeg kom tilbage var han død. Jeg ville ellers gerne have været der i det øjeblik hans sjæl drog til de evige sejlads-stilladsmarker. Vi skiftedes til at sidde hos ham en stund.
Behøver jeg sige, at begravelse BLEV festlig med stor kalas i Sydhavnen, bordene pyntede med efterårsløv fra Assistensen, fyrværkeri, kulørte lamper, Totalpetroleum i højtalerne og det var ganske utroligt hvad der blev drukket af semulje
Ninna kom og dansede på bordene, hun fortæller:
- Jeg husker selv oplevelsen som meget speciel - alle disse store mænd med muskler og mandehørmsjargon var berørt af så ung og utidig en død, men de gjorde deres bedste for at feste, selv om de var rystede og sårede i sjælen
Således blev Lars Halvvinds død ligeså festlig som hans liv havde været……
Jeg arvede Mormor efter Halvvinden.
Hun blev 101½ årgammel.