Til startside
 
     Menu
 
 

Historiefortælling - "Projekt kommunal fortæller"

 

 

Den fortællende kommune
- en fortællers bidrag til Faxe Kommunes kulturpolitik

Country & Living; Ledreborg Slotspark, pinsen 2008
”Country & Living” Ledreborg Slotspark, pinsen 2008

”Projekt kommunal fortæller” starter 1. januar 2009
med Karsten Mathiasen

 

 

 

 

Den gode historie om – og i -  Faxe Kommune

Fortællingen kan blive en hjørnesten, én af flere bærende søjler i kommunens kulturpolitik.

Hermed ansøges om økonomisk og moralsk støtte til
”Projekt kommunal historiefortæller”

I det følgende argumenterer jeg  for at Faxe Kommune starter ”Projekt kommunal historiefortæller”  og lader mig gennemføre et pilotprojekt fra nytåret 2009 og så langt frem, der kan skaffes midler til det. Da jeg ingen illusioner har om at kommunen får råd til at ansætte mig i ret lang tid,  søger jeg også forskellige sponsorer og fonde, så jeg kan få en ansættelsesperiode efter nytåret 2009. Så kan jeg gennem handling vise, at fortællingen flytter bjerge. Jeg vil have frie hænder og mulighed for at afprøve et veritabelt kildevæld af gode ideer.  Jeg tyvstarter projektet ved at fortælle på ældrecentre i julemåneden. Støt mig moralsk og økonomisk i dette projekt! Send en støtteudtalelse eller spørg om et møde, hvor vi taler om, hvad man som sponsor kan få ud af det.


Jeg prøver lige at råbe politikerne op!

Historiefortællingen er den ældste form for formidling af erfaringer og underholdning. Som kulturform har den fået en renæssance, fordi fortællingen er en lise for sjælen i en tid, hvor vi overfyldes med elektroniske input. Vi får inspirationer fra vore nordiske nabolande, og fra den engelsksprogede verden, hvor man er nået langt videre i brugen af fortællingen indenfor undervisning, socialt arbejde, fredsskabende arbejde, integration og på virksomhedsplan. Det sidste er et meget stort emne, ”corporate storytelling” kalder man det på nudansk (så kan enhver forstå, at det skal  være dyrt!)  Jeg var 1. og 2. oktober 08 til en stor konference om dette emne på Copenhagen Business School (Handelshøjskolen) med bl.a. én af de største kanoner inden for dette område: Steve Denning fra Verdensbanken, som er aktuel med bestselleren ”The Secret Language  of Leadership”.

 

Fortællingen samler
Fortællingen kan samle på tværs af kulturelle forskelle, alder og socialt tilhørsforhold. Det er et spørgsmål om, at vælge de historier der samler. Billederne er fra livsstilsudstillingen Country & Living i Ledreborg slotspark pinsen 2008. Her fortalte jeg for voksne og børn fem gange om dagen fire dage i træk. Slagordet var ”Ingen er for små og ingen er for store til at komme ind i fortælle teltet.

Country & Living; Ledreborg Slotspark, pinsen 2008

Vi viser os igennem vores fortællinger. Vi kan se på det lille barn, at behovet for  ”at vise sig” er fundamentalt. Når vi bliver større kan det blive lidt  odiøst: ”Nå, du skal nok rigtig vise dig!”. Men vi skal da vise os, ellers bliver vi jo ikke set. Den bedste side af os selv er den, vi viser for vores elskede.
Et firma, en by, en kommune og  et land har også brug for ”at vise sig” igennem sine fortællinger. Disse fortællinger skal være sande, ellers giver det bagslag.  ”Branding” er et modeord. Jeg vil hellere benytte det norskinspirerede ”omdømmeopbygning”.

Fortællekunsten er grundlaget for al teater, film og i det hele taget det at kunne begå sig.
Dorte Futtrup siger:

”Når barnet får adgang til sproget, bliver opgaven at skabe balance mellem  egne ønsker og forpligtelser overfor andre i familien. Det lærer hurtigt, at handling ikke er nok til at nå dette mål, men at fortælle den rigtige historie, at sætte sine handlinger i et legitimt lys er lige så vigtigt. Selv 3-4 årige børn kan bruge de rigtige fortællinger til at indynde sig, føre bag lyset, smigre, retfærdiggøre og fremkalde konfrontation. At få hvad man vil have, er meget ofte et spørgsmål om at fortælle den rigtige historie.”

Vi prøvede med Faxe Fortælle Festival 2002-2004 at profilere Faxe som
 ”historiefortællingens by”.  Vi var en gruppe, som vi kaldte ”Fortællersyndicatet”
Festivalen blev sponsoreret af kommune, amt, firmaer og  undertegnede. Budgettet var på 80.000 – 100.000 kr og fortællerne fik ”overenskomstmæssig løn”.  Festivalen var en kunstnerisk succes, og det var til stor sorg både for, publikum, fortællere og sponsorer, at den kun kørte i tre år. (Fordi jeg ikke havde tid til og råd at fortsætte som nærmest ulønnet primus motor)

Forbilledet for Faxe Fortælle Festival var den store svenske fortælle festival i Ljungby. Den afholdtes her i år  2008 13 – 17 juni. Jeg havde  håbet, der var  kommet nogle folk derop fra Faxe Kommune, så man kunne se og med egne ører høre, hvad fortællinger kan udrette. Der er også et fortælle museum. ”Sagomuseet”.  Det ville være et scoop for Faxe Kommune, at oprette det første fortælle museum i Danmark! Vi kan jo tage udgangspunkt i Karens Hansens efterladte videoer og lydbånd. Om Ljungby fortælle festival og Sagomuseet se www.sagobygden.se

Min første erfaring med fortælling fik jeg, da jeg som barn fik fortalt historier af min mor og far. Og jeg fortalte selv historier, hvor jeg var fuldstændig ude af stand til at skelne mellem fantasi og virkelighed. I moden alder fik jeg en større og større trang til at fortælle historier. Jeg var heldig med at komme på  et kursus i fortælling i Dramacentret 2001 med Niels Andersen som leder, og her fik jeg også sponsoreret en fortælleturné til børnehaver og skoler i februar-marts 2002.  Jeg mener, der er mange gode erfaringer med Dramacentret, som burde inspirere kulturpolitisk.

Dramacentret var et kultursamarbejde mellem forskellige sydsjællandske kommuner, og institutionerne fik herigennem gratis teater, musik og fortælling.
Den vigtigste erfaring er, efter min mening, at det er meget let at integrere fortællingen i institutionernes og skolernes liv, når det er et GRATIS tilbud, som ikke belaster det daglige budget. Hvis fortælle projekter skal presses ind i de i forvejen pressede budgetter, så dør det i bureaukrati og besparelser.  Historiefortælling kan nemt kombineres med musik og andre kunstarter.

Fra Sverige har vi fået en ide om ”Fortællerazzia”, hvor en skole ”invaderes” af tre fortællere, som er rundt i alle klasser og afbryde undervisningen med  fortællinger. Det hører med til konceptet, at der et par dage i forvejen har været en workshop i fortælling med alle lærerne. Vi har alle brug for at blive bedre fortællere!
Møllevangsskolen havde sidst i september 08  besøg af sådan en ”fortællerazzia”, hvor konceptet kaldtes ”fortællerangreb”.  Det var meget vellykket og børnene var et godt publikum, har mine fortællerkolleger fortalt mig. .

Jeg har den konkrete ide, at vi i Faxe Kommune kunne lave sådanne projekter, hvor der i fortæller-gruppen indgår pensionerede lærere, som er friske med gode historier, samt  nogle af de pædagoger og lærere, som er kendte for at være gode fortællere. De skal så have fri, for at deltage i fortællerazzia på andre skoler. Det er jo altid billigere at bruge de ressourcer, man selv har i forvejen.  Jeg har allerede kontakt til adskillige, som gerne vil være med.

På min hjemmeside www.gavtyvehistorier.dk  fortæller jeg om en rigtig god ide fra Børnehaven Agernbo i Præstø, som jeg besøgte under min fortælle-tourné i 2002.  Jeg spurgte  pædagogerne om de havde gjort noget for at formidle deres gode idé, men svaret var ”Det har vi sørme alt for travlt til!!”  Citat fra gavtyvehistorier.dk/fortælling for børn:

 

Agernbo opsøger den gode historie!
Et af de bedste fortællerprojekter, jeg er blevet præsenteret for i en børnehave, er i Børnehaven Agernbo i Præstø. Her har de kørt et tema med "Den Gode Historie" Det bedste de gjorde i Agernbo, var at de også opsøgte "Den gode historie" rundt om i byen. Den stue, der kørte projektet, tog rundt og besøgte Pottemageriet, brandstationen, politistationen, præsten m.m Og hvert sted fik børnene et stempel i deres lille bog.  Det er nemt at forestille sig, hvor hyggeligt, det har været for brandmanden og præsten og de andre at sidde og fortælle deres historier for børnene!  Der er jo også  gode muligheder for at invitere "Den gode historie" ind i børnehaven - eller skolen. Der er mange, som i deres tredje alder vil blive utroligt glade for at blive bedt om! Mange børnehaver og skoler har også haft besøg af bedsteforældre, som har fortalt gode historier til stor glæde for begge parter.   Ring evnt. Og hør mere hos børnehaveleder i Agernbo, Pernille Landtved, tlf 55363070.

Jeg har i foråret 2005 været ansat som fortæller i SFO Hvepsereden ved Møllevangsskolen, og har på min hjemmeside www.gavtyvehistorier.dk lavet en længere rapport om mine eksperimenter. Jeg har også skrevet en artikel i det pædagogiske tidsskrift 0 – 14   december 2006 om mine erfaringer og ideer.
Jeg vil gerne være med til at støtte børnenes selvudvikling og selvorganiserede lege og aktiviteter. Når det lykkes, at få børnene til intenst at lytte til hinandens historier, så bliver jeg glad!

 

Lokalhistorier og seværdigheder
På min hjemmeside www.fixfaxe.dk er der masser af tekst og fotos om Faxe-egnens myter, historie og seværdigheder. Jeg har fået siden overdraget af Hans Hartmann, som her har gjort et enestående arbejde for at sætte fokus på egnens attraktioner, historie og kulturhistorie.
Det er en god ide, at lade børn og unge arbejde med lokalhistorie, fordi det giver mulighed for at arbejde med levende kilder og styrker den værdifulde kontakt mellem unge og ældre.

 

De ældre – og Jordbær Christian
En af de publikumsgrupper, som er allermest taknemmelig for at høre fortællinger og selv fortælle er de ældre mennesker. 
Jeg har været rundt på de fleste lokale plejehjem og mange ældrecentre i regionen og fortalt historier. Jeg har alle steder fået enorm god respons på mine historier om Jordbær Christian. Det er
historier, som er resultatet af en veritabelt folkeminde indsamling om en meget original husmand fra Elmue, der døde i 1961. De fleste steder er jeg kommet hjem med flere historier end jeg kom ud med.
I forbindelse med Jordbær Christian projektet har jeg et væld af gode lydoptagelser med mennesker, der kendte ham. I den forbindelse vil jeg efterlyse en større indsats for, at den ældste generation bliver lyttet til og at de, der har lyst, får mulighed for at få optaget deres fortællinger om deres liv - til stor glæde for eftertiden. Jeg fatter simpelthen ikke, at det ikke sker i større omfang.  Se nærmere på gavtyvehistorier.dk om Jordbær Christian.
Med et godt fortælle arrangement kan man også opleve at folk, der næsten er afskrevet som demente, kvikker op! Der tyer jeg ofte til min bugtalerhund eller ballondyr, for at skabe noget fysisk visuelt, som stimulerer til fuld opmærksomhed.  Desværre skal man som regel nærmest tilbyde  at fortælle gratis, hvis det skal kunne lade sig gøre at få lov at fortælle på ældrecentre og plejehjem..

 

Fredsfortællinger
Jeg har samlet en masse fortællinger og diskussion om hvordan man bruger fortællinger til at fremme et mere fredeligt samfund. Fra ”indre fred” til fred i familien, fred mellem forskellige etniske grupper og i en større verdens sammenhæng på www.tilgivelse.dk  Jeg er med i en ”sammensværgelse” af historiefortællere, som med Vigga Bro´s ord  prøver at finde og fortælle
”de historier, som stikker deres små kæppe i hævnens og hadets hjul”
Jeg har gjort den glædelige opdagelser, at børn virkelig godt kan lide at høre historier om forsoning og tilgivelse. Jeg fortalte i efteråret 2007 for 150  6. klasse elever i Maribo og varmede op med at øve mig på alle 6 klasserne på Rolloskolen og Møllevangsskolen. Det gik godt. Som led i en praktikdag efter et voksenpædagogisk kursus, jeg tog i foråret 2008, lavede jeg et eksperiment med fredsfortællinger for en 7. klasse på Møllevangsskolen. Jeg stillede dem de samme ti spørgsmål om krig og fred før og efter en enkelt dobbeltlektion, og jeg kunne på den måde måle, at de havde flyttet deres holdninger positivt i troen på fred med op til 25 procent.

 

Fremtidige initiativer
Der bliver mange.
En af dem er:  I 2009 afholdes på Marjatta 26. juli – 1. august  et internationalt symposium om 'Fortælling som helende kraft' . Jeg er involveret i tilrettelæggelsen, men desværre er hjemstedet ikke i Faxe kommune… Jeg håber alligevel på stor deltagelse fra kommunen, da det kan være med til at sætte skub i en positiv udvikling for historiefortællingen. Den engelske titel på symposiet,  bliver  'Spinning tales - weaving hope'. I løbet af ugen bliver der ét eller flere arrangementer med offentlig adgang. Primus motor er Marianne Christensen, som er  kendt for sine Marie Grubbe fortællinger. På symposium skal jeg tage hånd om  den daglige fortælling i middagsstunden med emnet ”Tilgivelse”. Nyheder om symposiet kommer op på  www.mariannechristensen.dk

 

Country & Living; Ledreborg Slotspark, pinsen 2008
”Country & Living” Ledreborg Slotspark, pinsen 2008

 

 

Anbefalinger

Til hvem det måtte vedkomme:

Fra 2000 til 2004 var Karsten Mathiasen en skattet medarbejder ved og bruger af Storstrøms Dramacenter i Præstø.
Især  vore fortællekurser blev et "must" for Karsten, som kulminerede med, at vi med ham som primus motor fik sat kurser og  fortælle-festivaler i gang i Faxe.
Det viste sig hurtigt, at Karstens gøglerbaggrund gav ham en særlig original og unik tone som fortæller.
Hans evner og kompetencer accelererede, så han i dag må betegnes som en af Danmarks stærkeste på feltet.
Ikke nok med, at han kan skabe lydhørhed og fastholde et publikum, så har han også evnen til at begejstre børn og unge
og være igangsætter af de nødvendige logistiske tiltag.

Med venlig hilsen

Niels Vandrefalk Andersen

HolbergTeatret
Teaterleder
 8.okt. 08

 

 

Støtteerklæring
- til de, som måtte være berørt heraf, og i taknemlighed for det, du har lært mig, Karsten.

Om konstruktiv kulturskabende indsats
gennem fortælling af den gode historie.

Vor samtid har et fælles tankegods, som skabes gennem medierne, primært de elektroniske, herunder også film og computerspil. Det fælles tankegods er basis for ikke bare de daglige samtaler, men for den måde vi tænker og handler på. Det er kultur skabende.

At denne påstand er rigtig kan ses af den virkning det fælles tankegods har på f. eks. kriminalitet og holdning til andre mennesker, menneskesynet. Det synes åbenbart, at den kulturelle påvirkning, som vi har modtaget primært fra USA gennem voldsfilm mv. har påvirket vores tankesæt i retning af en stigende overbevisning om, at problemer primært løses gennem anvendelse af magt og vold. Utallige har advaret mod denne udvikling, men uden held. Det vil næppe heller være muligt at styre forældres valg af film, eller forhindre børnene i, når de vokser op, at interessere sig for voldsfilm og voldelige computerspil.

Men vi har mulighed for at skabe anderledes fælles tankegods som modstykke til det voldelige. Vi kan gennem den gode fortælling skabe valgmuligheder. Vi kan genskabe tilliden og troen på, at man gennem fornuftige samtaler kan løse problemer bedre og uden brug af voldsomme konflikter. Det har vi som familie, by, kommune eller nationalstat mulighed for at gøre bedre, hvis vi vil investere i den gode historie. Det drejer sig ikke bare om vore børn, men det giver størst udbytte, hvis vi fortæller vore børn de gode historier.

Det er en sådan investering Karsten Mathiasen tilbyder. Ingen må forvente mirakler, men der sker positive ting, når Kasten fortæller, og det har en langtidseffekt, fordi der er skabt nye tankemønstre hos den enkelte tilhører, og der er simpelthed tilføjet nye løsningsmodeller for håndtering af livets vanskeligheder, især konflikterne. Om vi har råd til at bruge penge på noget så luftigt og usikkert? Ja, det vil jeg mene, når vi tænker efter, om vi ønsker f.eks. skuddramaer på vore folkeskoler, eller lige så mange mord pr. indbygger, som man nu har i USA?

Har vi råd til at lade være med at prøve at vende udviklingen?

Med respekt og tillid, og med et håb om lidt forståelse – og større risikovilje

Præstø d. 24. oktober 2008
Erik Lau Christensen
Torvet 20
4720 Præstø

 

 

 

Resumé og budget

Den fortællende kommune
- en fortællers bidrag til Faxe Kommunes kulturpolitik

Fortællingen, fortællekunsten, at finde og formidle den gode historie skal fremmes på alle områder.
Igennem vores fortællinger overleverer og videregiver vi vores praktiske livserfaringer og filosofiske indsigter. Igennem historiefortællingen øges lokalsamfundets ”sociale kapital” (Hermed forstået som de immaterielle værdier og personlige netværk, der øger trivslen og arbejdsglæden i familien, i institutioner og virksomheder)

Børn, der kan vise sig selv gennem en god historie, komme lettere gennem livet. Gennem en god fortællekultur – som også er kunsten at LYTTE til hinandens historier – skabes en bedre rummelighed. Gennem fortælling udvikles empati. Det gælder børneinstitutioner, skoler og arbejdspladser.

For de ældste i lokalsamfundet er det en lige så stor glæde at få fortalt historier, som det er for de yngste.  De ældre bør vises respekt ved, at vi lytter til deres fortællinger om deres liv. Der skal skabes mere forståelse for, at der ligger store ressourcer i at invitere pensionister til at fortælle i børnehaver og skoler.  De gamles fortællinger bør i større grad formidles gennem erindringsværksteder, og ved at man i langt højere grad optager deres beretninger. Teknik hertil skal dels kunne lånes på bibliotekerne og dels indkøbes til alle ældrecentre.

Ved at sætte mere fokus på den mundtlige fortælling i skolerne skabes et bedre læringsmiljø,  trivsel og faglighed styrkes. Historiefortællingen kan med stort held indgå i arbejdet med at lave en mobbefri skole. Gennem historiefortællingen gøres skolen mere rummelig. Denne rummelighed gælder også for integrationsområdet. Det gælder om at høre ”de andres” historier. Fortælling kan sammen med musik og andre kulturelle udtryk gøre en enorm forskel med at overskride grænsen mellem ”dem” og ”os”, og dermed skabe respekt om hinandens forskellighed.
De meget omfattende muligheder for gennem historiefortælling at styrke børnenes læringsmuligheder i daginstitutioner og skoler bør undersøges og udnyttes fuldt ud.

På virksomhedsplan kan der gøres meget for at bruge fortællingen, dels til at skabe forståelse for nødvendige forandringer (corporate storytelling), dels til at promovere de lokale virksomheder. Samtidig skal det nævnes, at det er meget vigtigt, at fagforeningerne gør en vedvarende indsats for at bevare fortællingerne om hvordan man nåede de resultater, der er opnået, og  dermed fastholder muligheden for ordnede forhold på arbejdsmarkedet.

På turisme området er der store muligheder for at fremme erhvervslivet ved at bruge historiefortællingen i oplevelsesturismen. Kommunen bør fremover støtte uddannelsen af fortællende guider. Der er en perlerække af kulturhistoriske mindesmærker i lokalområdet. Det var på Vindbyholt Kro, at Grundtvig i 1810 fik et anfald af sindssyge. Det var på Blåbæk Møller, at Christian Winther blev inspireret til ”Hjortens Flugt”, og det var i vores lokalområde, at Gøngehøvdingen huserede – og meget mere. Det er vores kulturarv.
En stor del af disse historier er forlængst fortalt af Karen Hansen, den store fortæller fra Vindbyholt, som døde i 1994.  Som en del af udviklingen af den fortællende kommune vil det være naturligt at indrette et rum i hendes gamle skole, Roholte Skole, som Fortælle Museum. (Vi skal helt til Sverige, Ljungby, for at finde det nærmeste fortælle-museum!!)  Som en lille begyndelse kan man faktisk allerede nu låne 5 forskellige videoer med Karen Hansen som fortæller i Roholte Biblioteks Café. Ud over det har Karen Hansen efterladt sig en stor samling lydbånd, som burde gøres tilgængelig via bibliotekssystemet  og på nettet.  Det kunne godt lade sig gøre at få lavet en demo CD til kulturpolitikerne, så de kunne få en ide om Karen Hansens storhed som historiefortæller. De efterladte bånd er danefæ!
Faxe Kommune har chancen for at blive den første ”fortællende kommune” i Danmark.

Venlig hilsen Karsten Mathiasen

 

 

Til sponsorer og andre interesserede

Ansøgning om tilskud til en forsøgsordning
”Kommunal fortæller” i januar-februar 2009
(Med ”tyvstart” op til jul på ældrecentrene)

Hermed ansøges om 16.000 kr i støtte til dette projekt (Subsidiært et mindre beløb, ethvert støttebeløb er velkomment, uanset størrelsen)

Målgruppe:
Børneinstitutioner, skoler, ældrecentre, organisationer, erhvervsvirksomheder
kulturevents og det offentlige rum.

Indhold:
I samarbejde med målgruppen gives et bredt tilbud om historiefortælling og undervisning i historiefortælling, samt etablering af fortællergruppe i Faxe Kommune. Endvidere indsamling af historier.  Det hører også med til projektet at arbejde med mulighederne for at tilgængeliggøre Karen Hansens efterladte video – og lydoptagelser.
For at præstere det ypperste skal jeg have frie hænder i tilrettelægningen, dog således at sponsorønsker tilgodeses. Jeg regner med en arbejdsuge på betydeligt mere end 37 timer.

Budget:
Jeg påregner at opnå to månedslønninger på to x 38.000 kr, i alt.. 76.000 kr
Transportomkostninger: efter statens takster. Anslået:…………………… 3.000 kr
Samlet budget: ………………………………………………………...................………79.000 kr


Jeg håber at få den ene månedsløn fra kommunen,  og til den anden halvdel søger jeg Region Sjælland, Erhvervsforeningen i Faxe, alle menighedsrådene i kommunen, Kulturelt Samråd, Vemmetofte Kloster, de lokale banker, Vaskerifondet, Faxe Kalk og andre virksomheder. Det er i stor udstrækning samme sponsorkreds, som gennem tre år oplevede, at man virkelig fik noget for pengene ved at støtte Faxe Fortælle Festival 2002 - 2004.

Hvis jeg får færre midler end forudset i budgettet bliver projekttiden kortere, og hvis jeg får flere midler bliver projekttiden tilsvarende længere. Hvis jeg får betalte jobs i projekttiden, forlænges den ligeledes.

Jeg påregner en arbejdsuge betydeligt over 37 timer, med en del fortællearrangementer  om aftenen og i weekender.

Rapportering:
Der er tale om et helt nyt koncept, både nationalt og internationalt, en helt ny måde i moderne tid at bruge historiefortællingen i et lokalområde. Derfor, og for at sponsorerne kan se hvilken nytte pengene har gjort, udarbejder jeg i samarbejde med kommunens erhvervs- og kulturudvalg en rapport om forløbet. Rapporten oversættes i resumé til engelsk.

 

 


Download Word-dokument om "Projekt kommunal fortæller"
Download støtte-erklæring

 
Til toppen

 

 

 

Metoder og eksempler

Projekt kommunal
fortæller
Ledreborg historier
Jordbær Christian
Stilladsarbejderhistorier
Till Uglspil
Lars Halvvinds Saga
Lyt til historierne
Mindeplakat for
Faxe Fortælle Festival
Fortælling for børn
At få børn til at fortælle
Familiehistorier
Fredshistorier
Forfatteren og forlæggeren

  
 
 
 
 
Copyright © Karsten Mathiasen 2002