Til startside
 
     Menu
 
 
"Lille Uglspil" fortæller Stilladsarbejder-historier
 


Fuchsiaen på Brydes Allé
Nærmest døren
Cementering af stillads
Den smilende terrorisme i aktion
Vand i Dupondens sko


Illustrationer til historierne: Jacob Martin Striid


Fuchsiaen på Brydes Allé

Vi arbejdede for Bjørne-Stilladser og gik og flyttede rundt på stativer til lange rækker af toetages huse på Brydes Allé til tagarbejde. På gadesiden var der en hel række små haver ud for hver opgang. Haverne tilhørte dem der boede i stuelejligheden.
Beboerne var mest gamle folk. Jeg kom godt ud af det med damerne og snakkede pænt med dem. Engang imellem råbte Niller oppe fra stilladset, når jeg stod og konverserede på det livligste om kunst og kultur og kongehus med en kone "Hva´ Fanden, er du nu blevet forlovet igen?"
Men der var godt nok et kvindemenneske, jeg ikke blev gode venner med.

Vi gik jo ellers så varsom gennem haverne som man nu kan, når man arbejder på akkord. Så var der en have, hvor jeg kom til at knække et par små kviste af en fuchsia, der var plantet lige hvor hejsetovet skulle være.
Jeg så godt, at konen jog manden ud for at han skulle sige noget til mig. Hvad sku jeg gøre ved det? Andet end at fortsætte arbejdet. Lidt efter jog hun ham ud igen for at klage over fuchsiaen. Og jeg forklarede ham tålmodigt, at der var ikke andre muligheder end at hejse materialerne op lige nøjagtig her, hvor jeg nu engang havde sat dem. Da han så kom ind, så ku jeg både se og høre at han fik et ordentlig møgfald af kællingen, fordi han ikke havde fået mig jaget væk.
Så kom hun selv brusende ud. Hun skældte og smældte over at vi fuldstændig hærgede hendes lille pæne have. Og hendes kæreste plante, FUCHSIAEN. Uh ha, det var frygteligt, som den var tilredt.
Jeg så sørgmodigt på hende:
-"Det er jeg frygtelig ked af, hvad står sådan en fuchsia i?"
Hun gloede åndsvagt på mig.
-"Er det i orden meden halvtredser? Kan man købe sådan én for en halvtredser?"
-"Jae, det kan man jo godt…" , sagde hun.
Så gav jeg hende en halvtredser, tog fat i planten , og hev den laaangsomt op af jorden. Mit smil blev bredere og bredere mens hun blev mere og mere lang i hovedet.
Så var den blomst ikke i vejen mere. (Og hun klagede heller ikke mere over os)


Til toppen


Nærmest døren

Da jeg arbejdede i Solrød Stilladser holdt jeg nogen gange fødselsdag flere gange om året. Det kostede godt nok en flaske Gl. Dansk og en flaske Jægermeister plus en gang wienerbrød. Men så ku man til gengæld få lov til at sidde en halv time mere om morgenen i borgerstuen, - og hvad gør en doven slyngel ikke for at slippe for at bestille noget?
Så var der så en gang jeg holdt fødselsdag og for at gøre noget ekstra ud af det havde jeg købt en bordbombe, som jeg havde "tunet" med en gammeldags femøres-kineser. Det var så tanken at mester Helge skulle tænde den. Men den lille Røde Ove Hessel ku ikke dy sig og fyrede den af og konfettien føj rundt i hele borgerstuen. Det gibbede lidt i ham.
Sildehovedet, en anden af mestrene, kom senere på dagen ud til os og brokkede
sig af helved til fordi han havde ikke været der om morgenen, og han havde måttet feje konfetti op over det hele. "Det var et værre svineri og jeg fik hverken kage eller Jægermeister" jamrede han.
Det var da ose synd for Sildehovedet tænkte jeg. Så jeg brugte hele aftenen på at installere en sejlgarnsbombe, én af de små firkantede, på størrelse med en knyttet mandshånd, i en plakatpaprør ca 30 cm høj. Jeg fyldte røret op med en hel pose konfetti, lukkede og dekorerede smukt. Lunten stak pænt ud for neden som det sig hør og bør for en bordbombe. Jette syntes godt nok at det var en mærkelig beskæftigelse for en voksen mand.
Næste morgen købte jeg en lille Jægermeister og en wienerbasse og placerede det sammen med bordbomben på Sildehovedets bord til morgenkaffen. Vi har været en 12 – 14 mand i borgerstuen.
"Fyr den nu af" lød opfordringerne fra flere sider, men den kylling til Sildehoved turde simpelthen ikke.
Så tog Jørgen Eriksen fra Fredensborg røret med uden for og fik sat ild til det. Der lød et hult drøn, og vinduerne rystede , og det er ikke løgn – vi fandt ikke en eneste stump konfetti eller pap på pladsen bagefter!
Lidt efter kom Sildehovedet hen til mig og sagde:
- "Sig mig, hva Fanden ville du ha gjort, hvis jeg havde futtet den af inde i borgerstuen?"
- "Så du ikke jeg sad nærmest døren?"


Sildehovedet fik i øvrigt sit navn, fordi han engang havde lagt skroget af en røget makrel ind på varmeapparatet i lastbilen hos et andet sjak. Det stank meget.


Til toppen


Cementering af stillads

I begyndelsen af 80´erne genoptog stilladsarbejderne en aktionsform, som var blevet godt afprøvet under den store stilladsstrejke i 1978: Nedpilning af skruebrækkerstillads. Det var såkaldt "selvorganiserede" aktioner. I princippet kan enhver stilladsarbejder hidkalde resten af styrken, hvis han opdager et stillads, der er opstillet af uorganiserede og underbetalte folk. Sådan er det stadigvæk, også efter årtusindskiftet…

En af de største aktioner var nabokarreen til Entreprenørforeningen på Nørrevold. Her havde "Nordkystens Stilladser" dristet sig til at stille et kæmpemæssigt stillads op, og de havde ovenikøbet haft den frækhed, at true et par stilladsarbejderne, som havde bedt dem bringe deres fagforeningsbog i orden… Næste dag kom der over tohundrede stilladsarbejdere og rev stilladset ned. Hele området omkring Nørreport var fyldt med stilladsbiler. Spontant kravler folk op – de øverste skiller stilladset ad og materialerne går fra hånd til hånd og bliver lagt pænt på fortovet. Da vi var ved at være færdige, var der nogen, der råbte: "De har også stillads ovre på hjørnet af Nørre Søgade.." Så drog det meste af styrken derover, og rev også det ned. I mellemtiden var mesteren fra "Nordkystens" ankommet i en tungt lastet vogn. Den blev standset og læsset af på gaden… Fra næste dag af fulgte firmaet overenskomsten!

Der er to regler ved sådan en aktion: 1. Ingen må komme til skade. 2. Intet må ødelægges. Det er klart at det ikke er ganske ufarligt at være så mange i gang på én gang, så derfor havde vi i "terroristgruppen" diskuteret om det var muligt at finde alternative metoder til nedpilning af uorganiserede stilladser.
Hvad nu hvis vi ku lave nogen tricks, så de aldrig ku rive deres eget stillads ned igen? Efter en del snak frem og tilbage var vi klar med en plan.
Der var et uorganiseret stillads lige ved Rantzausgade. Provokerende tæt på vores fagforening "Lager og Handel".
Inde i en baggård i nærheden var vi klar med nogen ruller armeringsjern, nogle sække fransk cement, nogle ruller kraftig tape, en stor tragt, nogle spande og en stor eldrevet håndblander-piskeris.
Klokken var lidt i fem, eftermiddag. På det tidspunkt plejede håndværkerne at være gået hjem. Samtidig var det ikke så sent, så beboerne ville studse over at der var folk på stilladset.

Vi blandede nogle spande fulde cement. Johs hejste op. Oppefra stak vi så armeringsjernet hele vejen ned i gennem de søjler vi havde tapet til. Så tog vi tragten og hældte det tyndt flydende cement ned i rørene.

Alt gik planmæssigt! Johs blandede ny cement og bar til, mens Jesus og Slangen og mig sagde hunden hældte ned gennem tragten. Vi gik rigtig og frydede os ved tanken om hvordan de ville komme til at svovle og bande, når de skulle skille det stillads igen.

Men der var lige èn ting vi ikke havde tjekket…. Det viste sig at håndværkerne og dem, der havde sat stilladset op, havde sat sig ind i skuret for at drikke bajere i stedet for at gå hjem til tiden….

Så lige pludselig er der jo en der stikker hovedet ud af skuret og råber:

-"Hvad Fanden laver i deroppe?"

-"Vi kommer fra Teknologisk Institut, vi skal lige lave nogen forsøg med forstærkning af stillads!", råbte Slangen tilbage.

-"Vi ska fanme gi Jer forstærkning" råbte de nedefra. Der var en hel flok og nogen af dem begyndte at kravle op i stilladset.

Mens de kravlede op indvendig, kravlede vi ned udvendig. Det var oppe fra 5. sals højde. De råbte osse op om at de havde ringet efter politiet, og vi ku allerede høre den første politibil. Så der var ikke andet at gøre end at spæne.

Jeg var nok den der spænede allermest, for jeg havde en betinget dom for vold mod embedsmand i funktion, og prøvetiden var ikke udløbet.

Jesus og Slangen blev fanget. Men efter at de var blevet løsladt igen gik de tilbage og snakkede med håndværkerne, der havde været travlt beskæftiget med at skylle fransk cement ud af rørene. De forklarede om baggrunden for vores handlemåde. Det endte med at de pågældende folk meldte sig ind i Stilladsklubben, deres mester fik en overenskomst med fagforeningen og næste gang vi var ude og lave stilladsnedrivningsaktion, var de osse med!


Til toppen


Den smilende terrorisme i aktion

Se stor illustration
Jeg fortæller denne historie for at gøre de unge opmærksom på, at selv om man er et fjols, kan man godt spille et par endnu større fjolser et puds. I skal ikke altid vente på, at andre tar` affære..


Vi havde haft nogle helvedes problemer med underentreprenører i et stykke tid. Activ Stilladser satsede hårdt på det. Det ville billiggøre deres produktion utrolig meget, mente de. Mange små underfirmaer hver bestående af to mand og en lastbil. Skidesmart. For Activ altså.
I bajadsklubben satsede vi tilsvarende hårdt på at bekæmpe underentreprenørerne. Der var erfaringer fra brolæggerbranchen om hvordan de havde fået smadret deres ellers meget gode løn helt i bund ved at blive splittet op imod hinanden som små dumme underentreprenører.
Der var også uhyggelige erfaringer fra England fra forskellige brancher, hørte vi om.
Så der opstod selvfølgelig nogle helt spontane nedrivningsaktioner, hvor underentreprenørstilladser blev lagt pænt ned i bunker på fortovene, hvor de havde stået for bare tyve minutter siden.
Men det var ligesom om der opstod en afmatning, hvor nedrivningerne havde svært ved at holde takt med opstilling og genopstilling af de her lorte underentreprenør-stilladser.
Det nagede mig af helvede til, og så var det, at jeg fik en ide, som jeg simpelthen var nødt til at afprøve overfor et underentreprenørsjak som bestod af en af de mest bred-røvede røvhuller, som branchen har kendt, og en anden som jeg både før og senere altid har hørt omtalt som en god mand.
Jeg vidste, hvor de arbejdede et sted på Nørrebro. Jeg skjulte en båndoptager i inderlommen i frakken og hængte et fotografiapparat på maven. Så var jeg klar til at besøge dem. Det var ikke uden en vis let vibreren i knæskallerne for jeg tænkte, at ham den bredrøvede godt kunne finde på at slå mig.
De stod ved lastbilen og holdt drikketid.
Jeg gik helt hen til dem og sagde: "Ja, jeg skal lige tage nogle billeder af Jer for det er meningen at I skal hænges ud som skruebrækkere på plakater i hele byen."
"Det er da godt, at vi ved hvor du bor", sagde den bredrøvede truende.
Hans makker sagde ingenting. Jeg gik tæt rundt om dem og fyrede hele filmen af fra alle vinkler. Der blev også sagt andre ting, som jeg var glad for at få optaget på bånd. Noget med "Vores nye venner i Entreprenørforeningen" o.s.v. Jeg vil indrømme, at det er ikke nemt at fotografere nogen, der bliver så vrede over det, uden selv at blive lidt nervøs. Jeg skyndte mig da også at gå igen efter at have forsikret dem om, at vi ville lave mange tusind plakater med dem.
Da jeg kom hjem var jeg nødt til at ligge lidt på langs, for jeg var helt mat i knæene. Båndet var blevet helt fint, hurra for det. Så ned og få lynfremkaldt filmen. Hold kæft mand, nogen portrætter!
Om aftenen ringede jeg til dem og fortalte at jeg var meget glad for billederne "Og jeg er i særdeleshed var glad for den båndoptagelse, jeg fik lavet med disse ….meget markante udtalelser. Det vil blive udsendt i alle Københavns nærradioer samtidig med at skruebrækkerplakaterne kommer op - hvis I ikke går ind under overenskomsten igen". Der lød noget, der lignede et gisp i den anden ende af røret….
Næste dag var der en meget, meget vred arbejdsgiver, der ringede til Lager og Handel og klagede over mig, fordi jeg havde generet hans folk.
Men der gik ikke tre dage før de var kommet ind under overenskomsten igen


Til toppen


Vand i Dupondens sko
Se stor illustration

Vi havde haft nogen diskussioner om vejrlig.
Det vil altid været et fortolknings-spørgsmål. Forskelligt arbejde har forskellig farlighedsgrad. Det har også altid betydet noget hvor stor ens husleje er. Hvor ofte skal man minde om at i 1978 strejkede branchen i fire måneder, for at håndhæve princippet om, at stilladsarbejderne suverænt selv skal afgøre hvornår et givet arbejde er farligt eller ikke p.g.a. blæst eller regn eller is og sne.


I Solrød Stilladser var der ligesom om at Duponden og den Lille Røde, Ove Hessel, var tilbøjelige til at acceptere at arbejde i mere nedbør end godt var, syntes vi andre. Det kunne se ud til at Duponen altid hersede med Den Røde, som så tog kraftig til genmæle. Han havde engang arbejdet i et tivoli, og var kendt for at kunne råbe en hel plads op – uden højtaler. På grund af deres konstante højlydte stridigheder havde murernes hos Zeltner navngivet dem Chip og Chap.
En dag var de blevet våde, og havde været hjemme og skifte tøj, men vi andre var taget hjem. Så syntes jeg altså, at det var lige i overkanten.
Næste morgen mødte jeg en halv time før de andre, låste mig ind og gik hen til Dupondens skab og fyldte hans sko med vand. Så kørte jeg ud til Helgoland lige i nærheden og nød en morgenbajer, mens solen stod op. Jeg sad såmænd og gnækkede højlydt for mig selv ved tanken om den balade, der nu var i gang.
Og jeg skal love for der var balade. Da jeg mødte ganske uskyldigt til normal tid fem minutter over, var der en råben og skrigen uden sidestykke… Hvilken herlig morgen. Der var ingen der fattede mistanke til mig, for jeg havde jo ikke været der!
Jeg indrømmede det først flere måneder senere, hvor vi havde et helt Oxford møde i borgerstuen, foranlediget af intern strid om betimeligheden af nogle akkordsedler. Stridighederne blev bilagt og så syntes jeg , at det var på sin plads at fortælle hvem der fyldte vand i Dupondens sko. Ja og så sluttede mødet af med at Halvvinden indrømmede at han også havde møjet sig i borgerstuen for et stykke tid side, og nu sku han nok gi kager for det…


Til toppen

 

 

 

 
Metoder og eksempler
Projekt kommunal
fortæller
Ledreborg historier
Jordbær Christian
Stilladsarbejderhistorier
Till Uglspil
Lars Halvvinds Saga
Lyt til historierne
Mindeplakat for
Faxe Fortælle Festival
Fortælling for børn
At få børn til at fortælle
Familiehistorier
Fredshistorier
Forfatteren og forlæggeren

 
 
 
 
 
Copyright © Karsten Mathiasen 2002