Illustrationer
til historierne: Jacob Martin Striid
Fuchsiaen på Brydes Allé
Vi arbejdede for Bjørne-Stilladser
og gik og flyttede rundt på stativer til
lange rækker af toetages huse på Brydes
Allé til tagarbejde. På gadesiden
var der en hel række små haver ud
for hver opgang. Haverne tilhørte dem der
boede i stuelejligheden.
Beboerne var mest gamle folk. Jeg kom godt ud
af det med damerne og snakkede pænt med
dem. Engang imellem råbte Niller oppe fra
stilladset, når jeg stod og konverserede
på det livligste om kunst og kultur og kongehus
med en kone "Hva´ Fanden, er du nu
blevet forlovet igen?"
Men der var godt nok et kvindemenneske, jeg ikke
blev gode venner med.
Vi gik jo ellers så varsom
gennem haverne som man nu kan, når man arbejder
på akkord. Så var der en have, hvor
jeg kom til at knække et par små kviste
af en fuchsia, der var plantet lige hvor hejsetovet
skulle være.
Jeg så godt, at konen jog manden ud for
at han skulle sige noget til mig. Hvad sku jeg
gøre ved det? Andet end at fortsætte
arbejdet. Lidt efter jog hun ham ud igen for at
klage over fuchsiaen. Og jeg forklarede ham tålmodigt,
at der var ikke andre muligheder end at hejse
materialerne op lige nøjagtig her, hvor
jeg nu engang havde sat dem. Da han så kom
ind, så ku jeg både se og høre
at han fik et ordentlig møgfald af kællingen,
fordi han ikke havde fået mig jaget væk.
Så kom hun selv brusende ud. Hun skældte
og smældte over at vi fuldstændig
hærgede hendes lille pæne have. Og
hendes kæreste plante, FUCHSIAEN. Uh ha,
det var frygteligt, som den var tilredt.
Jeg så sørgmodigt på hende:
-"Det er jeg frygtelig ked af, hvad står
sådan en fuchsia i?"
Hun gloede åndsvagt på mig.
-"Er det i orden meden halvtredser? Kan man
købe sådan én for en halvtredser?"
-"Jae, det kan man jo godt " ,
sagde hun.
Så gav jeg hende en halvtredser, tog fat
i planten , og hev den laaangsomt op af jorden.
Mit smil blev bredere og bredere mens hun blev
mere og mere lang i hovedet.
Så var den blomst ikke i vejen mere. (Og
hun klagede heller ikke mere over os)
Da jeg arbejdede i Solrød
Stilladser holdt jeg nogen gange fødselsdag
flere gange om året. Det kostede godt nok
en flaske Gl. Dansk og en flaske Jægermeister
plus en gang wienerbrød. Men så ku
man til gengæld få lov til at sidde
en halv time mere om morgenen i borgerstuen, -
og hvad gør en doven slyngel ikke for at
slippe for at bestille noget?
Så var der så en gang jeg holdt fødselsdag
og for at gøre noget ekstra ud af det havde
jeg købt en bordbombe, som jeg havde "tunet"
med en gammeldags femøres-kineser. Det
var så tanken at mester Helge skulle tænde
den. Men den lille Røde Ove Hessel ku ikke
dy sig og fyrede den af og konfettien føj
rundt i hele borgerstuen. Det gibbede lidt i ham.
Sildehovedet, en anden af mestrene, kom senere
på dagen ud til os og brokkede
sig af helved til fordi han havde ikke været
der om morgenen, og han havde måttet feje
konfetti op over det hele. "Det var et værre
svineri og jeg fik hverken kage eller Jægermeister"
jamrede han.
Det var da ose synd for Sildehovedet tænkte
jeg. Så jeg brugte hele aftenen på
at installere en sejlgarnsbombe, én af
de små firkantede, på størrelse
med en knyttet mandshånd, i en plakatpaprør
ca 30 cm høj. Jeg fyldte røret op
med en hel pose konfetti, lukkede og dekorerede
smukt. Lunten stak pænt ud for neden som
det sig hør og bør for en bordbombe.
Jette syntes godt nok at det var en mærkelig
beskæftigelse for en voksen mand.
Næste morgen købte jeg en lille Jægermeister
og en wienerbasse og placerede det sammen med
bordbomben på Sildehovedets bord til morgenkaffen.
Vi har været en 12 14 mand i borgerstuen.
"Fyr den nu af" lød opfordringerne
fra flere sider, men den kylling til Sildehoved
turde simpelthen ikke.
Så tog Jørgen Eriksen fra Fredensborg
røret med uden for og fik sat ild til det.
Der lød et hult drøn, og vinduerne
rystede , og det er ikke løgn vi
fandt ikke en eneste stump konfetti eller pap
på pladsen bagefter!
Lidt efter kom Sildehovedet hen til mig og sagde:
- "Sig mig, hva Fanden ville du ha gjort,
hvis jeg havde futtet den af inde i borgerstuen?"
- "Så du ikke jeg sad nærmest
døren?"
Sildehovedet fik i øvrigt sit navn, fordi
han engang havde lagt skroget af en røget
makrel ind på varmeapparatet i lastbilen
hos et andet sjak. Det stank meget.
I begyndelsen af 80´erne genoptog stilladsarbejderne
en aktionsform, som var blevet godt afprøvet
under den store stilladsstrejke i 1978: Nedpilning
af skruebrækkerstillads. Det var såkaldt
"selvorganiserede" aktioner. I princippet
kan enhver stilladsarbejder hidkalde resten af
styrken, hvis han opdager et stillads, der er
opstillet af uorganiserede og underbetalte folk.
Sådan er det stadigvæk, også
efter årtusindskiftet
En af de største aktioner
var nabokarreen til Entreprenørforeningen
på Nørrevold. Her havde "Nordkystens
Stilladser" dristet sig til at stille et
kæmpemæssigt stillads op, og de havde
ovenikøbet haft den frækhed, at true
et par stilladsarbejderne, som havde bedt dem
bringe deres fagforeningsbog i orden Næste
dag kom der over tohundrede stilladsarbejdere
og rev stilladset ned. Hele området omkring
Nørreport var fyldt med stilladsbiler.
Spontant kravler folk op de øverste
skiller stilladset ad og materialerne går
fra hånd til hånd og bliver lagt pænt
på fortovet. Da vi var ved at være
færdige, var der nogen, der råbte:
"De har også stillads ovre på
hjørnet af Nørre Søgade.."
Så drog det meste af styrken derover, og
rev også det ned. I mellemtiden var mesteren
fra "Nordkystens" ankommet i en tungt
lastet vogn. Den blev standset og læsset
af på gaden Fra næste dag af
fulgte firmaet overenskomsten!
Der er to regler ved sådan
en aktion: 1. Ingen må komme til skade.
2. Intet må ødelægges. Det
er klart at det ikke er ganske ufarligt at være
så mange i gang på én gang,
så derfor havde vi i "terroristgruppen"
diskuteret om det var muligt at finde alternative
metoder til nedpilning af uorganiserede stilladser.
Hvad nu hvis vi ku lave nogen tricks, så
de aldrig ku rive deres eget stillads ned igen?
Efter en del snak frem og tilbage var vi klar
med en plan.
Der var et uorganiseret stillads lige ved Rantzausgade.
Provokerende tæt på vores fagforening
"Lager og Handel".
Inde i en baggård i nærheden var vi
klar med nogen ruller armeringsjern, nogle sække
fransk cement, nogle ruller kraftig tape, en stor
tragt, nogle spande og en stor eldrevet håndblander-piskeris.
Klokken var lidt i fem, eftermiddag. På
det tidspunkt plejede håndværkerne
at være gået hjem. Samtidig var det
ikke så sent, så beboerne ville studse
over at der var folk på stilladset.
Vi blandede nogle spande fulde
cement. Johs hejste op. Oppefra stak vi så
armeringsjernet hele vejen ned i gennem de søjler
vi havde tapet til. Så tog vi tragten og
hældte det tyndt flydende cement ned i rørene.
Alt gik planmæssigt! Johs
blandede ny cement og bar til, mens Jesus og Slangen
og mig sagde hunden hældte ned gennem tragten.
Vi gik rigtig og frydede os ved tanken om hvordan
de ville komme til at svovle og bande, når
de skulle skille det stillads igen.
Men der var lige èn ting
vi ikke havde tjekket . Det viste sig at
håndværkerne og dem, der havde sat
stilladset op, havde sat sig ind i skuret for
at drikke bajere i stedet for at gå hjem
til tiden .
Så lige pludselig er der
jo en der stikker hovedet ud af skuret og råber:
-"Hvad Fanden laver i deroppe?"
-"Vi kommer fra Teknologisk
Institut, vi skal lige lave nogen forsøg
med forstærkning af stillads!", råbte
Slangen tilbage.
-"Vi ska fanme gi Jer forstærkning"
råbte de nedefra. Der var en hel flok og
nogen af dem begyndte at kravle op i stilladset.
Mens de kravlede op indvendig,
kravlede vi ned udvendig. Det var oppe fra 5.
sals højde. De råbte osse op om at
de havde ringet efter politiet, og vi ku allerede
høre den første politibil. Så
der var ikke andet at gøre end at spæne.
Jeg var nok den der spænede
allermest, for jeg havde en betinget dom for vold
mod embedsmand i funktion, og prøvetiden
var ikke udløbet.
Jesus og Slangen blev fanget.
Men efter at de var blevet løsladt igen
gik de tilbage og snakkede med håndværkerne,
der havde været travlt beskæftiget
med at skylle fransk cement ud af rørene.
De forklarede om baggrunden for vores handlemåde.
Det endte med at de pågældende folk
meldte sig ind i Stilladsklubben, deres mester
fik en overenskomst med fagforeningen og næste
gang vi var ude og lave stilladsnedrivningsaktion,
var de osse med!
Jeg fortæller denne
historie for at gøre de unge opmærksom
på, at selv om man er et fjols, kan man godt
spille et par endnu større fjolser et puds.
I skal ikke altid vente på, at andre tar`
affære..
Vi havde haft nogle helvedes problemer med underentreprenører
i et stykke tid. Activ Stilladser satsede hårdt
på det. Det ville billiggøre deres
produktion utrolig meget, mente de. Mange små
underfirmaer hver bestående af to mand og
en lastbil. Skidesmart. For Activ altså.
I bajadsklubben satsede vi tilsvarende hårdt
på at bekæmpe underentreprenørerne.
Der var erfaringer fra brolæggerbranchen om
hvordan de havde fået smadret deres ellers
meget gode løn helt i bund ved at blive splittet
op imod hinanden som små dumme underentreprenører.
Der var også uhyggelige erfaringer fra England
fra forskellige brancher, hørte vi om.
Så der opstod selvfølgelig nogle helt
spontane nedrivningsaktioner, hvor underentreprenørstilladser
blev lagt pænt ned i bunker på fortovene,
hvor de havde stået for bare tyve minutter
siden.
Men det var ligesom om der opstod en afmatning,
hvor nedrivningerne havde svært ved at holde
takt med opstilling og genopstilling af de her lorte
underentreprenør-stilladser.
Det nagede mig af helvede til, og så var det,
at jeg fik en ide, som jeg simpelthen var nødt
til at afprøve overfor et underentreprenørsjak
som bestod af en af de mest bred-røvede røvhuller,
som branchen har kendt, og en anden som jeg både
før og senere altid har hørt omtalt
som en god mand.
Jeg vidste, hvor de arbejdede et sted på Nørrebro.
Jeg skjulte en båndoptager i inderlommen i
frakken og hængte et fotografiapparat på
maven. Så var jeg klar til at besøge
dem. Det var ikke uden en vis let vibreren i knæskallerne
for jeg tænkte, at ham den bredrøvede
godt kunne finde på at slå mig.
De stod ved lastbilen og holdt drikketid.
Jeg gik helt hen til dem og sagde: "Ja, jeg
skal lige tage nogle billeder af Jer for det er
meningen at I skal hænges ud som skruebrækkere
på plakater i hele byen."
"Det er da godt, at vi ved hvor du bor",
sagde den bredrøvede truende.
Hans makker sagde ingenting. Jeg gik tæt rundt
om dem og fyrede hele filmen af fra alle vinkler.
Der blev også sagt andre ting, som jeg var
glad for at få optaget på bånd.
Noget med "Vores nye venner i Entreprenørforeningen"
o.s.v. Jeg vil indrømme, at det er ikke nemt
at fotografere nogen, der bliver så vrede
over det, uden selv at blive lidt nervøs.
Jeg skyndte mig da også at gå igen efter
at have forsikret dem om, at vi ville lave mange
tusind plakater med dem.
Da jeg kom hjem var jeg nødt til at ligge
lidt på langs, for jeg var helt mat i knæene.
Båndet var blevet helt fint, hurra for det.
Så ned og få lynfremkaldt filmen. Hold
kæft mand, nogen portrætter!
Om aftenen ringede jeg til dem og fortalte at jeg
var meget glad for billederne "Og jeg er i
særdeleshed var glad for den båndoptagelse,
jeg fik lavet med disse .meget markante udtalelser.
Det vil blive udsendt i alle Københavns nærradioer
samtidig med at skruebrækkerplakaterne kommer
op - hvis I ikke går ind under overenskomsten
igen". Der lød noget, der lignede et
gisp i den anden ende af røret .
Næste dag var der en meget, meget vred arbejdsgiver,
der ringede til Lager og Handel og klagede over
mig, fordi jeg havde generet hans folk.
Men der gik ikke tre dage før de var kommet
ind under overenskomsten igen
Vi havde haft nogen diskussioner
om vejrlig.
Det vil altid været et fortolknings-spørgsmål.
Forskelligt arbejde har forskellig farlighedsgrad.
Det har også altid betydet noget hvor stor
ens husleje er. Hvor ofte skal man minde om at
i 1978 strejkede branchen i fire måneder,
for at håndhæve princippet om, at
stilladsarbejderne suverænt selv skal afgøre
hvornår et givet arbejde er farligt eller
ikke p.g.a. blæst eller regn eller is og
sne.
I Solrød Stilladser var der ligesom om
at Duponden og den Lille Røde, Ove Hessel,
var tilbøjelige til at acceptere at arbejde
i mere nedbør end godt var, syntes vi andre.
Det kunne se ud til at Duponen altid hersede med
Den Røde, som så tog kraftig til
genmæle. Han havde engang arbejdet i et
tivoli, og var kendt for at kunne råbe en
hel plads op uden højtaler. På
grund af deres konstante højlydte stridigheder
havde murernes hos Zeltner navngivet dem Chip
og Chap.
En dag var de blevet våde, og havde været
hjemme og skifte tøj, men vi andre var
taget hjem. Så syntes jeg altså, at
det var lige i overkanten.
Næste morgen mødte jeg en halv time
før de andre, låste mig ind og gik
hen til Dupondens skab og fyldte hans sko med
vand. Så kørte jeg ud til Helgoland
lige i nærheden og nød en morgenbajer,
mens solen stod op. Jeg sad såmænd
og gnækkede højlydt for mig selv
ved tanken om den balade, der nu var i gang.
Og jeg skal love for der var balade. Da jeg mødte
ganske uskyldigt til normal tid fem minutter over,
var der en råben og skrigen uden sidestykke
Hvilken herlig morgen. Der var ingen der fattede
mistanke til mig, for jeg havde jo ikke været
der!
Jeg indrømmede det først flere måneder
senere, hvor vi havde et helt Oxford møde
i borgerstuen, foranlediget af intern strid om
betimeligheden af nogle akkordsedler. Stridighederne
blev bilagt og så syntes jeg , at det var
på sin plads at fortælle hvem der
fyldte vand i Dupondens sko. Ja og så sluttede
mødet af med at Halvvinden indrømmede
at han også havde møjet sig i borgerstuen
for et stykke tid side, og nu sku han nok gi kager
for det