Min datter Sofie og Halvvinden til søs. Børn var altid meget velkom- ne ombord på  folkebåden.

Lars Halvvinds saga Lar Halvind, født 21.07.54 og død 03.11.91. Personalhistorie Lars Halvvind. Det er længe siden jeg har snakket med ham, men jeg tænker af og til på ham, og jeg tror også han tænker på mig. For nylig var jeg til fest  hvor hans tidligere kæreste Zydia også var med. Gæv pige, frodig velskabt. En skæbnesvanger kvinde. Vores gamle stilladskammerat Stig sad og gloede på hendes bryster med fortinnede øjne og siger -Det er godt nok nogen gode balloner du har der… -Ja, siger Zydia, det er bare en skam du har så små hænder! Det varede noget, før Stig sagde noget igen…Han sad i lang tid og gloede på sine hænder.

Dengang var det eneste, jeg havde hørt om ham, at han var den eneste ledige stilladsarbejder, og Jesus manglede en makker. Så sad vi der i borgerstuen om morgenen og vendte ryggen til en stakkels blikkenslager, som mester havde skaffet. Nej! Vi arbejder ikke sammen med nye folk, før alle klubmedlemmer er i arbejde! Det er et sikkerheds-spørgsmål. Liv og død afhænger af det fine samarbejde mellem bundmand og topmand. Ikke noget med at tage nye med, så længe nogen ”gamle” er ledige. Der er også det med, at mestre kan se sig sure på nogen, der er gode til at skrive akkordsedler, eller nogen der er for festlige….

Lars Halvvind kom så endelig efter nogen dage. Han kom ind af døren med sit  krøllede lyse hård, senede lemmer, total blå øjne . Jeg tror også han havde det pigerne kalder en ”lækker røv”.  Han havde været en tur til Bornholm i sin lille folkebåd, og det havde været ret sjovt, han fortalte saligt om de lune nætter på Christiansø. Jeg forstod ham godt. Vi mærkede straks en gensidig sindssvaghed over for livets fristelser. Han tog mig med ud og sejle. Det var en åbenbaring. Jeg fandt ud af at hans navn kom af, at han altid foretrak halvvinds-sejlads, altså med vinden direkte ind på siden af båden. Det giver en afslappet sejlads. Ja, og så for han også med en halv vind…. Vi fik med tiden holdt en del fester sammen. For eksempel indtog vi et par år i træk Flakfortet med alt hvad der kunne flyde og sejle og fejrede sommerens komme med vildsvin på spyd og en hel lille Thy-lejr på stranden. Lars´s mor og mormor var altid faste gæster. Lars elskede især sin mormor over alt i verden.   Der var altid gratis adgang for børn – mest af hensyn til de søde enlige mødre. Når Lars skiftede mødrene ud, så blev en del af ungerne hængende, mest store drenge, der gerne ville med på eventyr.

Vi var to sjak, der arbejdede meget sammen på større opgaver. Jesus og Halvvinden og Niels Legoland og mig . Vi lavede meget sjov i mens vi arbejdede. Helt ærlig, så føler vi jo a vi ejer det hele…. Når vi sidder og drikker en bajer oppe på et skorstensstillads og kigger ud over byen, det er da bare vores by. Det er en fed følelse, og når vi arbejder nede i larmen i trafikken, så oparbejder vi en ret til at gå og skrige og råbe for at kommunikere. Denne højrøstethed bliver hurtigt en vane. Når vi skal pisse, så pisser vi op af lastbilen. Det er en gammel hævd for kuske..  Engang jeg lige havde stillet mig klar op ad bilen kørte Lars Halvvind tyve meter frem. I det samme passerer der en børnehave med mindst halvtreds børn på modsatte fortov…. Sådan én skal byttes..

Nå men den morgen jeg tænker på, da gik vi og  stillede bund på stilladset ved Arnold Busk´s Boghandel overfor Rundetårn. Vi var i hammer godt humør og gik og skrålede og sang. I mens kommer den gamle boghandler ud og trisser rundt med sin stok i hånden. Han kigger på os og udbryder

-Nå drenge, I er nok kommet ud med det store mekanosæt.

Meget præcist! Og den dag var vi faktisk meget drengerøvede. Til fyraften kiggede Halvvinden og jeg på hinanden med et blik, der betød: ”Den der kommer sidst ind af porten, gir bajere”  Så er det med at komme ombord i lastbilerne og ned af Købmagergade…. Niels Legoland er sikkerhedsrepræsentant og skumler lidt i starten, men overgir sig hurtigt og deltager i kørslen med at holde øje, ”Træk ud, nu!” o.s.v
Den bil Jesus og Halvvinden kører i har en lille lem i taget af førerhuset, og Jesus møver sig op igennem med overkroppen, nu står han på sædet med overkroppen ud gennem taget og dirigerer som en anden general Rommel. Jeg har altid beundret hans evne til at skabe sig…. Skæg og hår flagrer helt vildt i vinden, ja det er derfor vi kalder ham Jesus (Han har bare længere hår, tyk hestehale helt ned til røven). Åh ja, fed reklame for firmaet, lastbilerne nærmest på to hjul rundt i svinget, lidt dytten i hornet er også nødvendigt. Men én ting er sikkert: Vi har aldrig haft uheld under kapkørsel, vi har heller ikke kørt om kap når vi har druket rigeligt med øl….
Nu gælder det om at komme først ind af porten til firmaet adresse på Strandlodsvej på Amager. D.v.s det er anden port ind til selve pladsen det gælder. Problemet er det bump, der er ud for smedens værksted. Hvis mester går ude på pladsen kan han høre skraldet, når en gammel ølbil, der er omkalfatret til stillads suser over bumpet. Hans ører kan ikke lide lyden….. Bil nummer to har imidlertid en chance, hvis smeden holder på tværs med trucken. Så er der en alternativ lidt længere indkørsel forbi mekanikeren, hvor man så kan overhale i sidste sekund.

Nu kan jeg ikke huske hvem der vandt den dag, men jeg kan huske at mens vi sad og drak øllet, så kom vi til at snakke om en begravelse for en kollega  for nylig, en ældre stilladsbajadser, der var faldet ned. Det havde været fint nok med en masse stilladsbiler parkeret ved kirken og bagefter en tår øl på klubbens regning på hans stamværtshus. Men der havde ikke været rigtig fest og efterhånden som vi fik et par øl mere fandt vi ud af at vi ville nu hermed oprette ”Foreningen for muntre kassefester”. Lidet anede vi i dette øjeblik at én fra vores sjak skulle få brug for det inden så længe……

Vi fortsatte vores lystige arbejdsliv. Fritiden skulle jo sponsoreres. Lars Halvvind solgte folkebåden og købte en kutter, som han ville bygge om til en galease og sejle verden rundt med, og det blev nødvendigt at udtænke alternative sponsormetoder. Nu kan man ikke påstå, at Halvvinden stjal – nej der skete bare det, at han nogen gange fik øje på noget, som bare var hans….  For eksempel kom han gående over Dybbølsbro fra bådpladsen i Sydhavnen. Han kigger ned på DSB terrænet og får øje på et funklende nyt svejseanlæg.

-Der ligger mit svejseanlæg, tænker Halvvinden

Nu skulle det bare bjerges hjem, og det skete ved, at han lånte Jammerlabbens DSB arbejdstøj. Jammerlabben var ligeså lille og tyk som Halvvinden var høj og slank, og det  så lidt spøjst ud, da han Halvvinden cyklede af sted for at hente ”sit” svejseanlæg.
Der var mange andre sponsorfiduser. Èn af dem var kørselsfradraget. Dengang var der flere penge i kørselsfradrag  end i dag. En bekendt flyttede ned til Askø ved Lolland, og Halvvinden flyttede adressen derned

-Hvorfor flyttede du ikke til Esbjerg, din idiot, spurgte jeg

Men fidusen var god nok, altså bortset fra når man skulle stemple – eller til lægen. For så skulle det foregå i Maribo.  Halvvinden regnede altid med at kunne låne et køretøj. Det skulle blive fatalt, men det vidste jeg først senere.

Det bådbyggeri blev en mani for ham. Han fik drejet enhver samtale på en byggeplads ind på detaljer i bådbygningskunsten, og der blev mere og mere, der skulle transporteres i arbejdstiden, og klunses, det skulle der!  En dag vi kørte i sjak sammen, og egentlig var vi på vej tilbage til kontoret for at få en ny opgave. Vi kom  forbi en plads på Artellerivej, hvor der holdt to ældre busser uden nummerplader.  Udenfor porten var der en kaffebar.

-Dér er mit oliefyr! udbryder Halvvinden.

Jeg vidste, at mine indvendinger om, at det ville være federe at få lavet en god lille akkord mere inden fyraften, ville prelle fuldstændig af… Han måtte have bjærget ”sit” oliefyr.
Jeg stillede mig i porten, mens Halvvinden kravlede ind under bussen med hænderne fulde af værktøj. Og så skulle da fanden stå i det. Dèr dukker pølsemanden op sammen med en vis Palle René, som for et par måneder siden havde forsøgt at vælte mig som sekretær i Stilladsarbejdernes Brancheklub. Fordi jeg var for rød.  Jeg konverserede – lidt anstrengt - de to herrer på det livligste, skævede over til bussen. Gudskelov, han havde fået stængerne med ind under den. Puha, endelig gik de igen, og vi får læsset oliefyret fra bussen og kører ned i Sydhavnen med det. - Der var nu ikke meget held ved det fyr. Det var en ældre model  - svært at få reservedele til, og jeg har i alle årene efter kun hørt det omtalt som ”det forbandede fyr”

På et tidspunkt fik han faktisk brug for at komme til læge, men han udskød det lidt. Det drejede sig om ømhed i testiklerne, og i første omgang mistænkte han Zydia for at være årsag til det. De havde lige mødt hinanden, og det lå lige for at antage at ømheden skyldtes umådeholden brug af kønsdelene.
Imidlertid fortsatte ømheden, da Zydia tog på ferie, og nu begyndte Halvvinden at gå og snakke om at låne min gamle BMW. Det var jeg ikke meget for! Jeg ville næsten hellere have lånt ham min kæreste. Jeg vidste hvordan han ville køre med håndtaget i bund – 150-60 stykker- hele vejen frem og tilbage, selv om jeg pålagde ham at holde en max hastighed på 110. Det er en veteranmaskine vi snakker om, en gammel politicykel. Efter en uges tid fik han selvfølgelig lov til at låne kværnen og han suser til Maribo og får klokkespillet undersøgt: Testikelcancer! Noget nær det værste, der kunne ske for en mand med Halvvindens forkærlighed for kvinder. Svært at lodde hvilken dyrisk magnetisme, der var over hans ofte uvaskede krop. Han manglede aldrig selskab af det smukke køn – kunne sågar dele ud: Jeg har faktisk to gange lånt en exkærste fra hans adressebog til en firmafest.
Testikelcancer: Der var ingen vej uden om. Han måtte ind og opereres på Riget og fik fjernet den ene. Nu kaldte vi ham ”Einstein”. Vi gjorde da meget for at muntre ham op. Der var altid nogen på besøg med en pose øl og chips. Han fyldte 34, mens han lå der og vi splejsede til en mavedanserinde. Engang spurgte jeg Ninna Mavedanser om hun huskede det?

-”Jeg husker  at hans kæreste sad på sengen, da jeg valsede ind på den lille bitte stue proppet med mennesker med en lagkage på hovedet med 34 lys i. Standerlampen kaldte I ham, fordi han gik rundt med en stander med et drop i - sådan husker jeg det”.

Jeg ville jo også gerne lave lidt ekstra sjov for ham, så jeg fik ”lånt” noget lægeudstyr, med kittel, operationshue- og maske og stetoskop og ”gik stuegang”, går ind og slår dynen til side og brummer

-Jeg tror, vi bliver nødt til at ta´ den anden også!

Da blev han bleg!

Om det var lægernes kemo eller vores opmuntringer, der hjalp, så kom han sig i al fald og blev sendt til Monte Bello i Spanien på rekreation. Og jeg har hørt fra en uafhængig kilde, at han fejrede sit gode helbred på behørig vis sammen med forskellige damer fra de lokale restauranter, sygeplejersker  o.s.v.
Han kom godt hjem og var i vigør en tid,  han genoptog sine sejladser og byggede lidt på båden, men han nåede aldrig på arbejde igen, for ”tallene” blev dårlige, tumoren bredte sig igen…Behandlingen var iværksat lidt for sent….. men aldrig har en canserpatient været så livskraftig. Der kom stadigvæk nye kærester til. Bådplanerne og verdensomsejling blev aldrig skrinlagt.
Om efteråret tog han til Grækenland sammen med sin  elskede mormor. Hun var da 85 år gammel og de to har altid råhygget sig godt i hinandens selskab. Altid priser hun den dreng for hans kærlige og hensynsfulde omsorg!
I Grækenland lejede de en scooter og drønede rundt i bjergene og kiggede på gamle klostre og dejlige landskaber. En eftermiddag mormor skulle sove til middag ”ville han lige gå en tur”. I virkeligheden kunne han ikke dy sig for at prøve sin store lidenskab for surfing. Han lejde et bræt og sejlede ud. Da mormor vågnede fra middagsluren gik der en time og Lars var ikke at se nogen steder. Da der var gået et par timer  - dukkede han op.  Det var først efter de var kommet hjem, at han fortalte hele historien: Han var sejlet langt ud, men havde ikke fordums kræfter til at komme ind igen. Det havde været en kamp!  Og han havde måttet betale 85 kroner i bøde ekstra på grund af for sen aflevering. Det harmede ham. Unødvendige udgifter havde aldrig været Halvvindens stærke side.

En måned senere mødtes vi på Riget
Halvvinden lå der og var endnu engang midtpunkt i en fest. Han er optimist. De har fundet en ny næsten mirakuløs kur i Frankrig og han vil få lov til at prøve den! Vi skal nok få nogen gode sejladser næste sommer. Vi hygger os: Mormor, mor og søster. Kæreste og ekskærster, min bror Benjamin, onkel Ejner og mig. Vi drak noget vin, men Lars lå og døsede, så vågner han op, helt klar.

-Har alle noget i glassene? Spør han

Da vi har forsikret ham om at det er tilfældet løfter han sit glas og siger

-Skål!

Det blev hans sidste ord.

Vi skiftedes til at holde ham i hånden. Timerne gik og så tog han røven på mig en sidste gang:  Vi opdagede, at vi ikke havde mere vin og det var min tur til at gå i døgneren. Da jeg kom tilbage var han død. Jeg ville ellers gerne have været der i det øjeblik hans sjæl drog til de evige sejlads-stilladsmarker.  Vi skiftedes til at sidde hos ham en stund.
Behøver jeg sige, at begravelse BLEV festlig med stor kalas i Sydhavnen, bordene pyntede med efterårsløv fra Assistensen, fyrværkeri, kulørte lamper, Totalpetroleum i højtalerne og det var ganske utroligt hvad der blev drukket af semulje
Ninna kom og dansede på bordene, hun fortæller:

-Jeg husker selv oplevelsen som meget speciel - alle disse store mænd med muskler og mandehørmsjargon var berørt af så ung og utidig en død, men de gjorde deres bedste for at feste, selv om de var rystede og sårede i sjælen

Således blev Lars Halvvinds død ligeså festlig som hans liv havde været……
Og i øvrigt blev mormor 101 år gammel.

Formidling
Mundtlig fortælling.
Novellen ”Lars Halvvinds saga” skrevet til fagforbundet 3Fs novellekonkurrence i …….. En konkurrence som jeg stadig undrer mig over, at jeg ikke vandt. Læs selv……..link…….
De CD-er jeg har optaget med mine egne fortællinger om Lars er udsolgt, og de CD-er jeg har distribueret til familie og venner er af privat karakter.

Etik
Det går vi ikke så meget op i under dette punkt. For LarsHalvvind betød Ero-tik mere end E-tik…

Et par måneder før han døde inviterede Lars Halvvind sin elskede mormor på en uges ferie i Grækenland. De drønede rundt på scooter. Rigshospitalets cancerafdeling har siden brugt Lars som et eksempel på ”livskvalitet til det sidste”