SLIP
DET LEGENDE MENNESKE LØS!
Træk af en officielt ikke eksisterende
kulturs kulturhistorie
Kronik af Karsten Mathiasen,
gøgler,
cirkusartist og tusindkunstner.
Cirkus diskrimineres
som kulturform af de bevilgende myndigheder.
Ja, man skulle tro, at ordet cirkus
slet ikke eksisterede i den danske kulturpolitik.
Det giver sig blandt andet udtryk i at børne-teater
med cirkusislæt nægtes "refusion" (det
offentlige betaler halvdelen af honoraret for
en forestilling). Og dansk cirkus står
fuldstændig uden of-fentlig støtte
eller uddannelsesordninger - mens udenlandske
cirkus som det - iøvrigt fremragende -
franske "Archaos" får mange offentlige
støttekroner for at optræde i Danmark.
Her vil jeg gerne slå fast at diskrimination
af gøglere er et meget, meget gammelt
fæ-nomen, som kan følges omkring
1000 år tilbage i Danmark og tilgrænsende
lande. Jeg har samlet viden om emnet gennem snart
tyve år som gøgler og cirkusartist
i mit eget lille cirkus.
Man må gøre sig klart, at der ved
siden af skjaldekunsten eksisterede en underholden-de
magi i Norden, med rødder tilbage til
bronzealderens og stenalderens frugtbar-hedskultiske
riter. Årstids-afhængige rituelle
handlinger og fester samt historiefortæl-ling
har været den underholdning, der var. Resten
af tilværelsen drejede sig om en hård
kamp for overlevelse. Vi ved ikke, hvor meget
leg, der har været i dagligdagen.
Men på et tidspunkt opstår det fantastiske:
De første professionelle underholdere.
Jeg ser dem for mig komme vandrende ind i historien.
De er vilde og urolige folk, der hel-lere vil
friste en ofte kummerlig tilværelse på plørede
veje end indordne sig som fast-boende. Mange
af dem er sikkert af forskellige grunde blevet
tvunget til at være om-rejsende. De underholder
til markeder og folkefester, ja sågar ved
kongens hof, med deres sanselige kropssprog,
løjer og krumspring, linedans, den dansende
bjørn, jongle-ring og magi.
Vi ved, de kaldtes "legere", leikarar,
lekare. Vi ved det blandt andet fra folkeviserne,
fra Ynglingesagaen og fra Saxo. Og vi ved det
fra ældgammel jura. Vi ved også,
at de optrådte sammen med "seidmænd
og sådanne som kunne spille på harpe,
gige og fele" Det gjorde de for kong Hugleikir
i Uppsala. Han var ikke nogen kriger-konge, men
rig og gavmild mod de kunstnere, lian omgav sig
med. De gamle historieskrivere under-streger
netop hans kvindagtighed ved at fortælle
at han omgav sig med legere og seidmænd.
Den gamle nordiske spå-trolddomskunst,
seiden, blev i reglen udøvet af kvinder.
Vi ved også, at når det stod sløjt
til klarede de sig med tiggeri og deres kvinder
tjente måske lidt som prostituerede (på tysk
betyder "Spiegelmann" gøgler
mens "Spiegel-weib" betyder glædespige)
Vi kan ikke tidsfæste hvornår de
første professionelle underholdere opstår,
men vi kan fastslå, at derpå et tidspunkt
sker en adskillelse mellem rituel magi og underhold-ningskunst/
- kunster.
Og underholdningskunsten
har sine rødder
i hedenskabens frugtbarhedskult. Adskilli-ge
helleristninger bærer vidnesbyrd om akrobatiske øvelser
og magiske danse.
Sagt på en anden måde, så overlevede "legerne" den
første store religionskrig mellem frugtbarhedskultens
vaner og krigerkultens aser. De var måske
ikke elsket af de mæg-tige, men de var
skattede og beskyttede af den brede befolkning.
Gøglerne - legerne kommer først
rigtigt i klemme i den næste store religionskrig
mel-lem hedenskab og kristendom. Vi kender alle
historierne om Popo og Ansgar og Ha-rald Blåtand,
der gjorde os alle kristne. Og her slutter skolelærernes
historie - hvor det rigtigt interessante begynder.
Det er hedningenes partisankrig mod Kirken. Tænk
alle de sagn der findes overalt i landet om trolde,
der kaster kampesten efter kirkerne. Der må altså have
været nogen, som om natten brækkede
noget af kirkebyggernes arbejde ned. Så tror
pokker det tog så lang tid at bygge de
kirker. Kampen er bølget frem og tilbage.
Ærkebiskop Eskild i Roskilde sender i
begyndelsen af 1100-tallet "hørveknusere" ud
for at sønderslå de hedenske stenaltre
i Hareskoven ved København. Men stenaltrene
blev åbenbart gemt og tildækket af
deres dyrkere, for det var rigtig mange der overle-vede,
så vi i dag kan glæde os over disse
kult(ur)mindesmærker, der vidner om en
kult med det sanselige i hævd, for de forestiller
de kvindelige kønsorganer, moderskødet,
udhugget i kampesten. Jeg nævner det her
for at slå fast, at det var en meget vanskelig
kamp for Kirken at vinde kontrollen over det
mest intime i samfundslivet, nemlig sek-sualiteten.
Troels Lund nævner i "Dagligt liv
i Norden" rigtig mange eksempler på kirkens
be-svær med at civilisere årstidens
rituelle fester, julelege, fastelavn, bære
maj i by, maj-blus, etc. Præsterne var
meget foruroligede over de ting "der gik
i svang" under disse urgamle festligheder.
Havde det været et radioforedrag ville
jeg nu have sagt "De lytter nu til en pointe". "Endelig," ville
den hårdtprøvede. lytter måske
sige: Legerne var bærere af den kul-turform,
som udtrykte den folkelige, uartikulerede modstand
med kirkens forsøg på kedsommeliggørelse
af både hverdagen og festdagen.
Jamen forestil jer: Der
var ingen græsrodsprotestbevægelser,
som stod med transpa-renter foran kirken med
slogans som "Stop forbud mod knepperi ved
majblus" eller "Vi kræver sex
før ægteskab". Nej, det ville
være grotesk! Men de havde jo legeren,
narren, gøgleren til at udtrykke det groteske!
Legerne var på en gang værdsatte,
fryg-tede og foragtede. Gæt hvem der gjorde
hvad ... ?
Øvrigheden var ikke i tvivl. I Götalagarnas
Lekareret hedder det, at "bliver en leger
slået er det forkasteligt, men bliver han
såret skal han få bod på følgende
vis. Man skal tage en utam kvie, rage alt håret
af halen og smøre den. Kvien skal føres
op på en bakketop og legeren, iført
nysmurte sko, skal holde i halen. Derefter skal
man piske kvien. Kan legeren holde den, får
han den i bøde. Kan han ikke holde den
får han in-gen bod." Og loven slutter: "Han
beder aldrig om mere ret, end en pisket trælkvinde." (Kulturhistorisk
Leksikon, Rosenkilde & Bagger).
Helt tilsvarende var
juraen i vores sydlige nabolande. "En gøgler var næsten
det sam-me som selve djævlen, han eller
hun måtte ikke døbes, giftes eller
begraves i kristen jord, deres børn blev
født "uægte". Bisperne
indskærpede, at man ikke måtte give
penge, mad, tøj eller husly til gøglere." Også i
den verdslige lovgivning var gøglerne
erklæret fredløse. Blev man gøgler
mistede man helt automatisk retten til sin arv.
I et rådsmandat fra 1411 opfordrede byen
Strassbourg til at "enhver gøgler
skulle pågribes og tildeles en ordentlig
gang prygl." Og i nabolandet Schwaben føjede
man spot til skade. Her sagde loven, "at
den som har gjort en gøgler fortræd
og ønsker at give ham oprejsning han skal
stille sig op i solen, således at hans
skygge kastes op ad en mur. Gøgleren skal
da have lov til, at slå gerningsmandens
skygge." (Katrin Krøll i Huma-niora
6 1983-84).
Tilbage til Danmark,
hvor vi har travlt med menneskerettighederne
i andre lande. Her forbyder
Chr IV i 1638 at "bogførerne i kirkerne
forhandle Uglspil og slige unyttige og letfærdige
bøger." Uglspil var en tysk gøgler,
der levede 1300-1350. 1 den oprin-delige tyske
udgave er der 96 historier, med ramsaltet og
autoritetsnedbrydende hu-mor. Efter forbudet
i 1638 er der i Danmark kun udgivet nogle pattede
ammestueud-gaver med en 10 - 15 udvalgte Uglspil-historier.
Formodentlig udvalgt af præster og degne.
Således er den gamle gavtyv gledet ud i
næsten glemsel.
Uglspil-historierne svarer
meget godt til de andre kilders beskrivelse
af gøglere som
snart tigger og tyv, snart hofnar, men altid
med en ukuelig evne til at få det bedste
ud af øjeblikket.
100 år senere har pietismens kong Chr.
6 ”maat fornemme”, at ”en meget
vanhellig og u-anstændig Sædvane
skal gaa i Svang” på Snapstinget,
det årlige marked i Viborg: Der er igen
ballade med gøglerne, som ovenikøbet
optræder på Domkirkens grund.
Derfor befales i kongelig forordning fra 21.
marts 1738, "at ingen Comoediant-Spillere,
Line-Dansere, Tasken-Spillere, eller de, som
holde de saa kaldede Lykke-Potter, sig herefter
udi Vore Riger Danmark og Norge maa indfinde".
Deres optræden forbydes såvel i husene
som på offentlige steder.
En måned senere, den 11. april, skrider
kongemagten ind mod "forargelige eller an-stødelige
handlinger og talemåder" ved behøvlingen
af de udlærte drenge i snedker-lauget og "især
at ingen harlekin nogen tid derved må indlades." (Se
fodnote)
Ifølge Ordbog over det danske Sprog har
Grundtvig brugt ordet harlekin synonymt med "Gøglere
og Spøge-Doctorer". Så det
er uomtvistelig efterkommerne af de fræk-ke
legere, som her formenes adgang.
Jeg vil her gerne opfordre
læserne til
at filosofere over begrebet "Det Legende
Men-neske". For os gøglere er det
helt afgørende at vi formår at slippe
det legende menne-ske løs, klovnens naive
barnesind, jongløren, der gør leg
med bolde til en forfinet kunst, tryllekunstneren,
som får os til at blive helt rundt på gulvet,
så vi snart ikke ved, hvad der er fantasi
og hvad der er virkelighed. Vi gir Jer den befriende
latter og det er så tiltrængt i dag
som ingen sinde før, fordi arbejdslivet
i den grad er rationali-seret. Ikke for at romantisere
tidligere tiders længere arbejdsdag, men
der v a r mere tid til sjov i arbejdstiden.
Set i et 500 - til 1000
- årigt tilbageblik
forekommer vore dages diskrimination af gøg-lere
og cirkus ikke så slem. Almenhedens respekt
er opnået. Nu mangler vi kun at po-litikerne
opdager at cirkus er kultur. Men trods nul kulturstøtte
eller ingen uddannel-sesforhold: I en verden
som i den grad undertrykker legen er legeren
ganske godt stil-let. Vi er jo en mangelvare.
Og nu lokker atter de lange veje!
Karsten Mathiasen
Fodnote:
Jeg husker tydeligt den dag for mange år
siden, hvor jeg gik ind på Det Kongelige
Biblioteks smukke læsesal. Rent intuitivt
gik jeg hen og kikkede på de bageste hylder,
og det var som om min hånd blev ”ført” op
og valgte et af værkerne med ”Kongelige
Rescripter, Resolutioner og Collegialbreve”.
Jeg slog op på side 564 og læste:
11. april 1738
Rescript (til Kjøbenhavns Magistrat),
ang. At de adskillige Vedtægter, Skikke
og Talemaader, som i Snedkerlauget, frem for
andre Lauge i Kjøbenhavn ved de udlær-te
Drenges Behøvling bruges, maae vedblive
som de ere, saalænge de i Tydskland observeres,
hvorimod alle derved hidindtil foreløbne
forargerlige eller anstødelige Handlinger
og Talemaader skal være afskaffede og forbudne,
især at ingen Harleqvin nogen Tid derved
maa tillades, til den Ende Magistraten haver
Vedtægterne, Handlin-gen og Talen skriftlig
at forfatte, samt til Appobation at indsende.
(Eftersom saadan Behøvling kan være
en ældgammel, og, naar Misbrugen derfra
skil-les, uskyldig Ceremonie, den og herinde
saalænge synes fornøden, som den
i Tydsk-land ved Snedkerlavet ei afskaffes, siden
de Danske Snedkersvende ellers ei skal kun-ne
rejse på Haandværket, ei heller fremmede
Svende ventes at tage Arbeide herinde; omendskjønt
det er fornummen, at Vedtægterne ei alene,
for sig selv, ere til aldeles ingen Nytte, men
desuden ofte af dem, som dertil udnævnes,
med utilbørlige, syndige og forargelige
Tillæg forøgede.)
Forord - Den hellige Nar Inden
jeg i midten af firserne for alvor gik
ind i ”gøglerbranchen” gik
jeg i gang med at samle materiale til en bog
om ”Gøglernes Filosofi”.
Hvorfor
gør de det? Spurgte jeg mig selv.
Og spurgte mange andre.
Jeg opsøgte gamle gøglere
og tryllekunstnere.
I den forbindelse lavede
jeg også et indsamlingsarbejde til
Det Kongelige Biblioteks cirkussamling.
Der kom ikke
nogen bog ud af det, for jeg blev selv i
den grad inddraget i gøglernes univers, så jeg
blev mere udøver end betragter. Men jeg
fik da skrevet det følgende essay. Jeg
lægger det hermed ud på nettet til
brug for enhver. Måske findes der nogle
problemformuleringer, som andre kan forske
videre i?
Essayet er skrevet i 1984, i samme periode,
hvor jeg udkastede et kæmpe ambitiøst
projekt: FOLKEDATA, men det er en anden historie.
DEN HELLIGE NAR
Simeon Salos - den første nar for Kristi
skyld - levede ca. 61o - 68o. Men hvad er en "salos"?
Symeon Salos og hans ligesindede var græske
munke, der gennem askese i ørkenen nåede
en tilstand af fuldkommen "apatheia" -
og vendte tilbage til verden for at bekæmpe
forfængeligheden gennem forrykt optræden
(Dette må ikke forveksles med Kynisme eller
Konventionsforagt)
"De har bragt det så vidt, at de
også spiser med "apatheia". Ligeså lidt
som Symeon føler de skam for noget eller
nogen. I badehusene vælger de kvindesiden.
Kvindelige favntag er de ufølsomme overfor.
Om Symeon fortælles, at han ingen som helst
reak-tion har vist, da tjenestepigerne ......
Blandt mænd er de som mænd. Blandt
kvinder er de som kvinder, ligesådan
som Sy-meon straks er en ..... da han nøgen
betræder damebadet." (s.2o)
Symeon tillægges i overleveringen overnaturlige
kræfter, hvilket (naturligvis) bestri-des
af de lærde. Men de må dog indrømme
at disse beretninger har en indre logik. Og en
forsker – Benz – har vist, ”at
det der ved første gennemlæsning
forekommer at væ-re Symeon Salos.s uforståelige
kraftspring, bliver fuldstændig forståeligt,
når man ser dem som skaktræk i kamp
mod dæmonerne. Nøglen til forståelse
af Symeon Salos.s ejendommelige streger, ligger
ifølge Benz i de – i hvert fald
i almuen – dominerende dæmonologiske
forestillinger. Det som for en moderne betragter
tager sig ud som et burlesk eksempel på Folkehumor,
bliver da til en i virkeligheden dybt alvorlig
beret-ning om en hård og konsekvent kamp
mod de overalt truende mørkets magter" (s.27)
(Lennart Ryden: Das Leben des Heiligen Narren
Symeon von Leontis von Neapolis. Almqvist og
Wiksell, Sthm. 1963)
Var Symeon den første "Guds glade
gøgler"? Han spillede tosset for
at forkynde sandheden. Det er en folkelig opfattelse,
at Jesus er historiens største gøgler.
Han yd-mygede sig for selv at få menneskene
til at være gode mod hinanden. Siden er
der født mange profeter. Hovedparten falske.
Romerriget gjorde kristendommen
til statsreligion. SYSTEMET vendte op og ned
på læren
i Evangelierne. De helIige skrifter blev forvansket
og forfalsket. Hvordan er der for øjeblikket
mange, som er i gang med at finde ud af.
Jørgen Nash har klart udtrykt, hvordan
Kirken har drejet evangeliernes budskab fra livskult
til dødskult. Nash siger: "Det er
en kendt sag, at den magiske kunst i tusinder
af år ingenlunde har været' præsternes
privilegium. Ved siden af præstemagien
har vi haft en underholdningsmagi og denne har
gennemgående givet udtryk for en livskult.
Når de kristelige illusionister bestræber
sig for at drage menigheden ind i en dødskult,
er det måske en reaktion mod deres hedenske
makkere i faget, en reaktion mod guds
glade gøglere. Guds sorte gøglere
har jo i århundreder gennem en kanibalistisk
magi søgt at bedåre menigheden ind
i en bestemt livsform.
Der er to slags gøglere. For det første-gøglere,der
har skumle hensigter med deres il-lusionsnumre.
Formålet med deres magiske kunster er at
erhverve sig magt over deres medmennesker for
derved at fremme personlige eller bestemte gruppers
interesser på
bekostning af de bedåredes interesser.
Og da ingen godvilligt med øjnene åbne
lader sig berøve, må disse illusionsnumre
virke fordummende. Under denne kategori findes
den autoriserede religions tempeltjenere, de
politiske folkeforførere, medicinmænd
og heksedoktorer.
Heroverfor har vi guds
glade gøglere,
hvis kunst er livsberigende. (Springkniven s.
9)
Jeg tror at Nash er inspireret
af Søren
Kirkegård, der stillede spørgsmålet: ”Er
præ-ster menneskeædere ?"
Vor et par år siden begyndte jeg at læse
bøger. Jeg har med g1ad forundring opdaget,
at den vestlige verdens litteratur er fuld af
gavtyve, gøglere, narre og klovner, der
fremstår som fremskridtets herolder og
budbringere om menneskenes muligheder for at
leve i harmoni med hinanden og med naturen. De
har kæmpet en heroisk kamp for at frigøre
menneskene fra tyranni og ondskab. De optræder
i hovedværkerne i de nati-onale litteraturer.
Og i folkeeventyrene bekriger de med dødsforagt
onde drager, troldmænd og tyranner. De
ophæver dæmonernes forbandelser og
gør de forstenede mennesker levende.
Verdens mest berømte skuespil er Hamlet.
Prins Hamlet spiller sindssyg for at undgå at
blive dræbt af sin fars morder. Og for
at vinde tid til at hævne udåden.
(Dengang havde man den forståelse, at den
der dræbte en afsindig, selv blev besat
af den onde ånd som havde forårsaget
sindssygdommen).
Shakespeare indlægger i det oprindelige
danske folkesagn det trix, at han lader Ham-let
instruere en gøglertrup, i at spille mordet
på hans far, sådan som han tror det
er fo-regået. Herved afsløres morderen.
Samtidig afslører Shakespeare al sand
gøgl og tea-ters mission i samfundet:
De gode afslører de onde.
Sagnet om prins Amlet
er iøvrigt banebrydende
indenfor dansk tradition, ved at list og visdom
prises frem for rå vold. Og den berømte
danske ironi og dobbelttydighed in-troduceres
på historiens scene.
Clown Uglspil af Charles
De Coster er et hovedværk
i den flamske litteratur, Belgiens Nationalroman,
kaldet "den flamske bibel".
Uglspil er søn af kulmanden fra Damm.
Han er ikke meget for at arbejde og kan ikke
stilles ved noget bestemt erhverv. Han er ven
med kættere og hekse, og bliver selv idømt
en bodsrejse til Rom, for at gøre grin
med den katolske kirke. Gavtyven bliver undervejs
frihedskæmper i en underjordisk hær
for Flandern og Nederlandenes befri-else. Ind
i mellem snor sig den skønne kærlighedshistorie
om Uglspils forelskelse i plejesøsteren
Nele. Bogen er et strålende eksempel på narren
og gavtyven i rollen som stridsmand for retfærdighed.
I den tysksprogede litteratur
er det berømte
preussiske militærsystem taget under kyn-dig
behandling af gavtyve i bl. a. den autentiske "Affæren
fra Köpenich” og i beret-ningen om
den gode soldat Svejk. Nærmere omtale er
sådan set overflødig. men man kan
passende her konstatere hvilken trussel det gode
humør er mod militarismen. (Under 2. verdenskrig
blev ca. loo.ooo danske arbejdere sendt til Tyskland
at arbejde i krigsindustrien. Adskillige af dem
havnede i KZ lejre for at synge og for at gøre
grin med Hitler og andre militærpersoner.)
Også den russiske
litteratur har sin gavtyve-klassiker. Den blev
bragt som tegneserie i Land og Folk
vistnok sidst i fyrrerne.
Den spanske litteratur
er helt unik med hensyn til gavtyvelitteratur.
Der er en hel gen-re kaldet "la
novela picaresca" (gavtyveromanen). Den
kendteste er "Lazarillo de Tormes" med
ukendt forfatter (oversat til dansk i 1945)
Selvfølgelig har zigøjnerne også påvirket
den spanske litteratur p.g.a. det store fastbo-ende
islæt i befolkningen. Det mest kendte zigøjnerdigt
er "Romance Gitanero" af Fe-derrico
Garcier Lorca, der blev skudt af facisterne i
1936, under borgerkrigen.
Historikerne har disputeret
meget om hvorvidt den spanske folkekarakter
er specielt disponeret
for anarkiet (d.v.s. at menneskene organiserer
sig uden magthavere). Jeg vil sige, at det ikke
er nogen tilfældighed at det eneste folk
i verden, som har en hel genre i nationallitteraturen
som ”Gavtyveromanen” også har
haft den mest rodfæstede anarkistiske tradition.
(Det var vist også spanierne, der led mest
under inkvisitionen, men det har åbenbart
ikke hjulpet i det lange løb.)
Don Quixote er den mest
verdensberømte
roman på spansk. Den kan jeg ikke sige
så meget om for jeg har forløbeig
kun set Palle Nielsens illustrationer i Sen Plovgaards
udgave. Den ser ud til også at være
udsprunget af gavtyvegenren, og jeg glæder
mig
til at 1æse om denne modige og tænksomme
nar, der i tredje kapitel bliver slået
til ridder - og straks i fjerde kapitel drager
han ud for at afskaffe uretten i verden.
Jeg kommer ikke næmere ind på Don
Quixote og Cervantes, der har født ham.
Ejhel-ler kan jeg overkomme at komme ind på hofnarren
i litteraturen. Det var jo hofnarren, der sagde
sandheden. For sandheden skulle siges. Så kunne
man grine af sandheden. Det var ikke så farligt,
som hvis den var usagt.
Den moderne græske litteratur har også sin
sigøjnerklassiker. Men den er desværre
ikke oversat til dansk.
Hovedværket i den amerikanske litteratur
er Mark Twains ”Huckleberry Finn".
Bogen er tillige en grundbog for enhver, der
ikke gider arbejde, men hellere vil lave lidt
plat på systemet, bedsteborgerne og hyklerne.
Handlingen er bl. a. en forrygende historie om
befrielsen af en negerslave. Aktionen er iscenesat
så sjovt at det burde danne skole for enhver,
der arbejder med befrielsesaktioner - af personlig,
politisk eller forure-ningsmæssig art.
I "Huekleberry Finn" indgår
et kapitel om krigens meningsløshed. Det
er to sydstats-familier, der er i blodfejde.
Finn Spørger en dreng fra den ene side
hvorfor de slås. Det ved han ikke, men
de andre er i hvert fald nogen forbandede skurke!
Det samme tema går igen i Marques´s ”100 års
ensomhed". Det er en beretning om civilisationens
og menneskets sjælelige udvikling. Rammen
er det borgerkrigshærge-de Colombia. Scenen
er den lille by Macondo. Det er en kollektiv
roman uden egent-lig hovedperson, bortset fra
sigøjneren Melchiades. Hans kumpania drager
ind imel-lem ind på scenen. Hver gang medbringer
de forunderlige ting, som kan være til
stort fremskridt for menneskene, hvis de bruger
dem rigtigt. Og hvergang efterlader Mel-chiades
mystiske pergamenter. Men ikke alle sigøjnere
er gode.
Ursula var næppe færdig med sine
fyrre dages hvile, da sigøjnerne kom tilba-ge.
Det var de samme taskenspillere og jonglører,
som var kommet med isen. Til forskel fra Melchiades'
stamme havde de på kort tid vist at de
ikke var fremskridtets herolder, men omvandrende
sælgere af adspredelser. Selv da de havde
isen med, forkyndte de den ikke med henblik på dens
nyttighed i menne-skenes liv, men som en simpel
cirkusraritet. Denne gang havde de mellem mange
andre sindrige apparater et flyvende tæppe.
Men de tilbød det ikke som et væsentligt
bidrag til transportens udvikling, kun som en
forlystelsesgen-stand. Så folk gravede
deres sidste guldstykker frem for at nyde en
hurtig fly-vetur over landsbyens huse".
I romanens klimaks går den gamle Macondo
under i en storm. Det sker da mennesket tyder
Melchiades' skrifter. Melchiades symboliserer
sagnene, eventyrene, litteraturen. Når
mennesket forstår det skrevne – eller
rettere sin skæbne - gennemskuer det sy-stemet.
Da går den gamle verden under i en storm.
Det er ikke noget jeg
har fra fremmede. Jeg har selv tolket historien
således. Og jeg
har fået min slutning bekræftet af
Jorge Luis Borges, som jeg har lært at
kende gen-nem Peter Elsass (”Immigrantliv”).
Borges har oplært en hel generation af
sydameri-kanske forfattere bl.a. Marques. Før
jeg lærte dem at kende troede jeg at tiden
var li-neær, men så blev jeg klar
over at tiden er cirkulær ligesom kvindernes
cyklus.
Nå, men det jeg ville sige er, at jeg
har fundet nøglen til slutningn af ”100 års
ensom-hed” i Borges omtale af den miskendte
svensker Swedenborg:
”Jeg husker hin frygtelige sætning
af Carlyle som siger: Verdens historie er som
en skrift, som vi bør læse og skrive
uophørligt. Og det er sandt nok: Vi er
uophørligt både vidner til verdenshistorien
og aktører i den. Og vi er også selv
bogstaver og symboler: En guddommelig tekst,
i hvilken vi bliver skre-vet." (Borges,
En Antologi, Sjakalens Beduinserie 1983 ??)
Nu vil jeg gerne spørge-. Hvorfor er
der aldrig skrevet en litteraturhistorie, som
den, jeg sådan set efterlyser her, om gøglernes,
sigøjnernes og gavtyvenes rolle i litteratu-ren?
Jeg tror det er fordi, det er det ufine det folkelige
islæt i litteraturen. Det er stue-lærde
akademikere, der skriver litteraturhistorie og
det er her som andre steder sejr-herrerne der
skriver historien. Gavtyvene kan ikke selv skrive
deres historie, eller lit-teraturhistorie, for
vi blev smidt ud af skolen eller relegeret fra
universitetet. Men ha - de der gik ud af skolen
og levede livet, forstår måske tilværelsen
bedre end de der for-sømte deres forår
og sad i lukkede rum og terpede lektier.
(Det må her indskydes at det faktisk forholder
sig sådan at undertegnede har gået
i skole i 14 – 17 år ! - med rejse-
og arbejdspauser! – inden jeg definitivt
blev træt af terperiet..)
Karsten
Efterskrift
Gøglere, narre og sigøjnere har
i mere end 1000 år optrådt i historien
og litteraturen. Sidst i 1960'erne oplevede den
vestlige verden et ungdomsoprør. Hippier,
freaks, sag-de fra overfor samfundets (sindssyge)
normer. Freak betyder tosset. Og tossede var
de. Fuldstændig ligeglade.
Allerede i 1955 skrev
Jack Kerouac "On
the Road”, ”Vejene”. Den blev
en bibel for en hel generation. Flere af mine
venner blev fuldstændig sindssyge af at
læse bogen. En svensk rock musiker, Lundell,
har siden gået i Kerouacs fodspor med romanen "Jack".
Men hvad er det egentlig. Der foregår med
ungdommen, der siger fra overfor systemet?
Forfatteren John A Keel
fortæller i "Spøgelsesplaneten” med
stor klarhed om den "masseilluminering",
som de seneste år er foregået for
millioner af mennesker. Illu-minering betyder
at individet pludselig forstår a1t med
utrolig klarhed. Man får en åbenbaring.
Gennemskuer systemet. Bliver et oplyst menneske.
"Den berømte musikfestival i Woodstock
hen imod slutningen af sidste tiår (6o´erne)
var i virkeligheden en masseilluminering. Den
tilsyneladende skizofrene og destrukti-ve filosofi
som ungdommen af idag råber ud over tagene
er identisk med illuminato-rordenens program
fra for tre hundrede år siden. I al stilhed
finder der lige for øjeblik-ket en bevidsthedsrevulotion
sted, som den ældre generation og det etablerede
sam-fund står helt uforstående overfor.
Der findes en verdensomspændende bevægelse
mod vold og krig (civilisationens hjørnestene
i flere tusind år).
Massemedierne har sat
kunstige skel mellem hippier og punkere/BZere.
Men det er samme blod. Samme
erkendelse at demokratiet er bedrageri. Skolelærerne
er fulde af løgn. Systemet er ikke til
for os.
Der sker i øjeblikket det at oprørerne
bliver yngre og yngre. Børn vil i en stadig
yngre alder gennemskue systemets absurditet.
Som anti-psykiateren Ronald D. Laing siger: "Normale
mennesker har dræbt op imod 100 millioner
af deres normale medmenne-sker i dette århundrede.
I øjeblikket er kapitalens profitbegær
ved at gå over gevind i forurening og naturøde-læggelse.
Så sker der det,
at når hvalerne er ved at uddø,
kommer regnbuekrigerne og redder dem.
Så sker der det,
at hofnarrene siger sandheden,
så højt at hele hoffet blegner af
skræk.
Så sker der det,
at gøglerpartiet
vinder over justitspartiet.
Karsten Mathiasen 1984
Lars Krogh Møllers
kommentar til den hellige nar
21 marts 1985
Kære Karsten
Mange tak for din tekst, som jeg har gennemlæst
mange gange og med stor interesse, og mange undskyldninger,
fordi jeg først lader høre fra
mig nu – jeg var simpelthen meget bagud
med brevskrivningen, og så har jeg det
Satans forbandede tvangsarbejde.
Jeg vil forsøge at kommentere din tekst,
med det forbehold, at jeg ikke er speciel sagkyndig,
ikke har læst mange af de omtalte værker,
o.s.v. – men du får de kommentarer,
jeg har nedskrevet under læsningen, og
som iføl-ge sagens natur mest drejer sig
om ting, jeg er uenig i.
1) Kompositionen er
for løs. Der mangler
en klart formuleret problemformuleret problemstilling,
der er kun et tilløb til en tese. Der
mangler et ordnende princip. Igennem meget af
teksten gør du det, at du tager ét
fremtrædende værk af forskellige
nationallitteraturer og omtaler dette, - men
du gennemfører ikke metoden konsekvent.
Dette har lidt at gøre med
2) Emnet er for udefineret, for bredt, for sammensat.
De personer, du omtaler er grundlæggende
uens, netop i forhold til din indfaldsvinkel:
Don Quijote e r en nar, han e r blevet tosset
af at læse ridderromaner; Hamlet s p i
l l e r nar (noget andet er, at Don Quijote er
såre klog når han udtaler sig om
andet end riddervæsen); Uglspil, Lazarillo
og Huckleberry Finn er g a v t y v e, som fægter
sig frem gennem tilværelsen med et væld
af pudsigheder; Melchiades er en helt fjerde
type, han rejser om fra marked til marked som
gøgler, men han ikke alene s p i l l e
r vismand, han e r det, d.v.s. gøglerrollen
er noget sekundært i hans tilfælde;
den prægtige Symeon Salos er så igen
en femte type. Han optræder som/er nar
f o r e n
3) i d e. – Du kunne koncentrere dig om èn
af disse typer eller holde dem op overfor hinanden,
selvfølgelig har de også fælles
træk.
4) Umiddelbart er jeg skeptisk m.h.t. din tese,
at narre i litteraturen principielt virker for
godt mod ondt: Kan det f.eks. siges om Lazarillo
de Tormes (som jeg ikke har læst)? Det
kan bestemt ikke siges om en anden af verdenslitteraturens
store navne, nemlig Fallstaff fra Henrik iv og
Henrik v. Og hvad med Holbergs og Molieres narre?
Det emne er for bredt, det må afgrænses.
Så er der en mindre ting: har man virkelig
opfattet Kristus som en gøgler? Det burde
i så fald dokumenteres. – Du refererer
Nash for, at Kirken vendte evangeliernes budskab
fra livskult til dødskult; men i det efterfølgende
citat af ham omhandles h e d e n s k a b e t
som livskulten – Formodningen om en inspiration
fra Kierkegaard til Nash bør udbygges.
Folkeeventyrernes helte v a r tit narre, men
tiere riddere og kongesønner. – I
din omtale af sigøjnerne skelner du ikke
klart mellem dem som e t n i s k gruppe og som
g ø g l e r e, dette er vel ik-ke quasisigøjnerne – Spanien
(og deres tilhørende Niederlande!”)
dø-jede ganske rigtigt mest med inkvisitionen,
som var særligt brutal i det land, hvor
der var store etniske grupper (arabere og jøder),
som tradi-tionelt har en ikke kristen religion. – Enkelte
gange formulerer du dig f o r kategorisk, f.eks.
når du kalder Huckleberry Finn for hovedvær-ket
i USA´s litteratur, ét hovedværk
er det såvist, men er det væsentli-gere
end f.eks. Moby Dick? – eller s. 10: Illuminering
vil sige at indi-videt pludselig forstår
alt…???
Din – eller John A Keels – omtale
af Woodstock festivalen (og 60´er oprører
overhovedet) forekommer en anelse idealiseret.
Mange e n k l t e afsnit er gode, f.eks. læsningen
af Hamlet eller Hundrede års ensomhed,
det er helheden som går fra hinanden, som
simpelthen mangler.
Sproget er aldeles glimrende. Bortset fra manglende
præcision nogle steder. Du skriver dejlig
frit for forloren fagsprog og pseudovidenskablighed.
Gøglernes (eller gavtyvenes – det
er for mig at se ikke h e l t synonymer) litteraturhistorie
kunne det være morsomt at have, - jeg ved
heller ikke af, at det findes. – Men uden
videre at formode, at den ikke er skrevet, fordi
emnet ikke er ”fint” nok forekommer
mig hasarderet (s.9) Jeg mener, at den svære
tærskel er den litterære digteriske
be-handling; når denne er overskredet,
følger retten til den litteraturhistoriske
behandling sådan set af sig selv – de
værker du nævner er jo højst
anerkendte!
Om den digteriske behandling af ”ufine” emner
gennem tiderne findes en spændende bog
af den tyske litteraturforsker Erih Auerbach:
Mi-mesis. Virkelighedsgengivelsen i den vesterlandske
litteratur (Munks-gård 1965), som jeg på det
varmeste kan anbefale – den har i høj
grad inspireret og vejledt min egen læsning.
Altså endnu engang for at sammenfatte:
søg en klarere definition, evnt en begrænsning
af emnet, søg et ordnende princip, en
krystalklar disposition for fremstillingen.
Dette er i hovedtræk mine kommentarer,
uden at jeg gør krav på nogen autoritet.
Du skriver ikke om du vil have teksten retur,
eller om du har kopi. Ring eller skriv, hvis
du skal have den igen. Foreløbig har jeg
lånt den til de to gamle, som du foreslog
mig (er du rigtig klog! – de bliver rystede
i deres inderste over det med, at Jesus var en
stor nar!)
Mange venlige hilsner, Lars.
Diskussion februar 2003
Kære Karsten!
Det flyder bare - ud af din pen. Og det er spændende
og tankevækkende sammenstillinger af stof
fra historien, litteraturen, cirkuslivet og politikkens
områder.
Jeg har ikke et klap forstand på det, du
skriver om, gribes bare og sættes i gang
med at re-flektere.
Jeg tror, at det at spille nar/tosset giver en
platform for at kunne formulere noget, som ikke
kan formuleres inden for det anerkendte sociale
hierarki. Det giver også en immunitet,
fordi de toneangivende i stedet for at skulle
forsvare sig voldeligt mod bebrejdelser kan nøjes
med at sige "han er jo også bare tosset".
Der er frihed i latteren, når man kan le
ad sig selv.
Jeg reagerer lidt imod at ophøje gøglerne
til helte og dyrke anarkiet som den eneste sande
livsform, ubundet af autoriteter. Jeg tror, at
det er en illusion, at livet kan leves uden former.
Selv eneboeren har en daglig rytme og reagerer
i selve sin livsform mod det, han kender og oplever
som snærende, falsk eller utilstrækkeligt
i det samfund, han kommer fra.
Jeg har selv været fascineret af anarkisterne
og kommunisterne og den spanske borgerkrig, men
trukket min entusiasme i mig igen, for mennesker
er mennesker, uanset uniformen eller afkaldet
på en uniform.
Munkelivet kan godt sammenlignes med en nars
tilværelse. Man sætter sig uden for
det normale samfunds rammer og livsform og helliger
sig en tilværelse med et veldefineret mål.
Det er "ineffektivt" i det tilbedelsen
af Gud ikke giver målelige eller økonomiske
resultater. Det giver en platform, hvor fra man
kan formulere noget der ellers ikke bliver sagt
- og det giver en immunitet.
Det er spændende med Symeon Salos. Der
er ingen tvivl om, at tilværelsesforståelsen
i da-tiden er præget af angst for det dæmoniske,
og det er simpelthen de "briller" som
historien ses og fortælles igennem. Magtkampen
er jo så fremtrædende i historierne
om Jesus.
Jeg tænker videre.
med venlig hilsen
Mogens
Kære Mogens
Jeg er meget glad for dine kommentarer.
Når jeg sværmer for "den anarkistiske
frihed" med ubundne former, så er
det ud fra en naiv tro på på menneskets
evne til at opføre sig ordentligt. Religiøs
tilhørsforhold og samfundsbe-stemte
love og regelsæt skaber ikke i sig selv
etisk højtudviklede mennesker. Jeg har
lige set en video, hvor Karen Hansen fortæller
om starten på den "gudelige vækkelse":
Almuen for-samledes på trods af love
og regler om, at man højst måtte
forsamles 3 personer. Jeg bliver lige pludselig
grebet af et ønske om at opleve en vækkelse
fra bunden af samfundet.....
Det er meget lidt jeg får læst,
men for øjeblikket læser jeg i "Gaven
fra mine forfædre" af Ar-chie Fire
Lame Deer (Aschehoug).
Han fortæller om sin far, hvordan han
14 år gammel så ham første
gang. Faderen, John Fire Lame Deer, der også var
en stor medicenmand, optrådte som rodeo
klovn. Klædt som kvin-den Alice Jitterbug,
havde han det livsfarlig arbejde med at aflede
tyrenes opmærksomhed, når rytterne
blev smidt af hestene, og lå hjælpeløse
på jorden.
"
Nogle gange reddede hun livet ved at springe
i én af de store trætønder,
som den rasende tyr derefter kastede rundt
som en anden fodbold."
"
På denne besynderlige måde mødte
jeg endelig min fader, den berømte rodeo-klovn.
Han havde valgt at lave sit nummer klædt
ud som kvinde, fordi han var en h e y o k a,
en Torden-drømmer - en "modsætningstype" som
måtte opføre sig i henhold til
sin hellige klovnenatur. (s. 71)
"
H e y o k a ´ e n er på én
gang både mindre og mere end en medicinmand.
Han er en "afvi-ger", manden der
gør alting bagvendt......Han er sorg
og latter i én og samme person, hellig
og latterlig på samme tid."
"
En h e y o k a er en "tordendrømmer".
I det øjeblik man drømmer om
torden eller lyn eller en Wakinyn, Tordenfuglene,
bliver man en h e y o k a, hvad enten man ønsker
det eller ej .... Man bliver en hellig klovn,
en iskold-brandvarm, fremad-baglæns,
op-ned skabning."
En h e y o k a har udover helbredende kraft
også kraft til at betvinge vejret.. (s.
170)
Jeg har allerede for mange år siden stødt
på heyoka-figuren og følt mig
tiltrukket. I øvrigt er en af mine lækreste
drømme engang jeg drømte om at
alting brændte i et kæmpe tordenvejr.
Jeg følte en stor glæde. Og jeg
gik udenfor og så op og afventede budskab
ovenfra..... Jeg har altid elsket tordenvejr.
En astrolog analyserede mig engang til at være
en "Rasmus Mod-sat" - Den tolkning
modsatte jeg mig...
Bedste hilsner fra Karsten
Hej Karsten!
Vækkelser kan vi alle ønske os.
De bedste er de, der drives frem af et bredt
folkeligt behov og ønske, og som forener
en åndelig og en social holdning. På en
måde er der nok mange min-dre vækkelser
i gang i øjeblikket, hele miljøbevidstheden,
opblomstringen af spiritualitet in-denf or
New age og Folkekirken m.m.
Heyoka-indianerens erfaringer minder om noget
af det, som de gamle grønlændere
fortæller i filmen, Jeg Husker. At åndemaneren
er nødt til at stå uden for det
sociale hierarki - være uanbringelig/ikke
grupperbar/"både-og" - for
at kunne gavne fællesskabet med sine
evner.
Med venlig hilsen
Mogens
Svar efter jeg havde fundet min gamle
ven Lars Krogh Møllers svar på min
epistel
Kære Karsten!
Godt med gamle venner, som dukker frem i erindringen.
Lars har fat i mange ting, og det er rigtigt,
at dit epos har en idealistisk tone hele vejen
igennem, det er på den anden side også det,
der gør det medrivende at læse.
God fornøjelse med det videre tanke/skrive-arbejde.
