Fortælling i SFO Hvepsereden – Møllevangsskolen i Rønnede
4 måneders dagbogsblade og refleksioner.
Jeg er helt utrolig spændt. Står der ved aktivitetstavlen og ser uroligt på om der er nogen børn der tager deres navneskilt og hænger ned i feltet ”Historier med Karsten/Biblioteket”. Der er gjort plads til otte børn. Gudskelov! Et barn hænger sit skilt op og endnu ét… Jeg har da også været ude på legepladsen og hoppe på kængurustylter sammen med børnene og jonglere med tallerkener. - Jeg blev ret hurtigt ’afsløret’ som den lokale cirkusmand, ’ham med grisen’. Vil det være nok reklame til at trække en hel flok børn over i bibliotekets fortællehjørne en hel eftermiddag? Jeg har ansøgt om dette job i fire måneder februar – maj 2005 for at få min ansøgning om et længere kursus i konfliktløsning igennem AF-systemet. Jeg ville godt nok hellere have været tilknyttet en skole, men alle de lokale skoler havde fyret lærere for at spare…. Det er jo alfa og omega for en god fortælling, at der er ro, og nu står jeg midt det uroligste jeg kan forestille mig: en SFO med skrigende unger i ’løs drift’…
Hvor blev jeg glad og lettet, da der pludselig var otte forventningsfulde børn klar til at gå med over i fortælle-hjørnet. Nu kom så den næste opgave: at holde dem til ilden…
Empati frem for teori Historiefortælling styrker børnenes medfødte evne til empati. Det er de voksnes opgave at styrke og stimulere denne evne hos barnet. Dette kan der reciteres meget teori om. Jeg har den holdning at teori er godt, men det er endnu vigtigere at styrke sin egen rummelighed og empati – at være næstekærlig! Jeg vil blot anføre et gudsbenådet udsagn fra mit yndlingsbarn Mikkel. Ude på legepladsen var han, endnu engang, ved at komme i en situation, der nemt kunne udvikle sig til slagsmål, og så råber han med knyttede næver: ”Men jeg er født fredelig!”
En dag sad Brian og slog lidt til de andre børn. Så fortalte jeg historien om Dunkedyret fra Rasmus Klump. Jeg så ham aldrig siden slå de andre børn. Jeg vil kalde det Rasmus Klumps Dunkedyrs-teori….
Først og fremmest har jeg brugt min egen intuition i den måde jeg har fortalt for børnene, og i den måde jeg har sat børnene i gang med at fortælle for hinanden – og den måde jeg har taget børnenes egne ideer op på.
Bamse-tema Et af de første temaer jeg tog op var Bamsetemaet.
Min ide var at fortælle om min egen cirkusbamse Bamse Bum Bum og hans fantastiske liv som kanonkonge og faldskærmsspringer. For at inspirere børnene til at fortælle om deres egne bamser.
Jeg introducerede Bamse Bum Bum på legepladsen, hvor der var plads til at vi kunne cykle på vores ethjulede cykler. (Jeg styrer bamsecyklen med en pind) Det blev utilsigtet dramatisk. Da jeg skulle vise, at Bamse Bum Bum også kunne cykle baglæns kørte jeg over en parasolfod og lave et kæmpe stunt, baglæns rullefald på ethjulet cykel! Der skete ikke alverden, jeg kunne både stå og gå og cykle. (Jeg var godt nok meget øm bagi nogle dage..).
Ovre på biblioteket fortalte og tegnede jeg så historien om dengang Bamse endnu ikke hed Bum Bum, og hvordan vi tog til Amerika og gravede guld, og på vej hjem med guldet kom vi i kamp med den berygtede sørøver Kaptajn Hugtand. Vi erobrede sørøver kanonen og Bamse blev kanonkongen Bum Bum. Der opstår magiske øjeblikke i fortællingen når man zapper frem og tilbage mellem fantasi og virkelighed. Det var første gang jeg prøvede at tegne historien, og børnene var meget glade for det. Bagefter fik de hver en tegning, som de kunne male videre på.
Der var et par gange børnene spurgte ”Skete det rigtig i virkeligheden?”, og jeg svarede at det var foregået nøjagtig sådan. Jeg kunne godt have fortalt børnene, at det mest skete i Bamses og min fantasi……
Liv tog tråden op og fortalte om sin Findus, men hun havde glemt at tage ham med Findus var med i skole og blev kastet op på en lampe, og bortført til en fremmed planet. Liv og læreren var også røget med ”Uhyrerne holdt liv i dem med iltapparater, for de ville ikke have rådden mad….”
Jennifer fortalte om sin bamse, der blev levende, men moren sagde, at det var noget sludder ”Der er jo ikke batterier i ham.” Så inddrog hun noget med stuearrest og ting, der blev smidt i skraldespanden. Til sidst var Bamsen havnet i tissetoilettet – blev vasket i vaskemaskine – gik i stykker og blev repareret igen.
Konklusion: Bamsetemaet er uopslideligt. Børnene synes det er dejligt at medbringe deres bamse og fortælle om dem. Der er også muligheder for at lege ’bamsehospital’, for bamser kommer ofte ud for farlige situationer…
Fortælle-kort På en SFO går børnene til og fra på forskellige tidspunkter. Jeg fortæller derfor helst kortere historier, og helst med det sigte at sætte børnene i gang med at fortælle. Jeg fandt ud af, at det er rigtig godt at lade børn fortælle to sammen, så den ene fortæller og den anden tegner til på et staffeli.
Det mest geniale til fortælling med skiftende deltagere er fortælle-kort. F.eks ’Sagalek’. Det er svensk og betyder ’fortælle-leg’. Et billedsæt i kortspilformat med 55 billeder med eventyrfigurer, natur, ting og objekter, der inspirerer til fortælling.
Vi eksperimenterer med 3 eller 7 kort til hver sin fortælling:
Vi får 7 kort hver til at sammensætte en historie med. Thomas melder pas, men er yderst interesseret og kommenterer. Jeg får billeder til en historie om en heks og en forstenet ridder. Stine laver igen en fin historie som begynder med, ”Og så gik han ud i solopgangen” og hun binder slutningen som ellers i sig selv var god, sammen med begyndelsen idet hun siger ”Og så gik han ud i solopgangen, og opdagede at det hele havde bare været en dagdrøm”.
Senere går vi over til gruppefortælling:
Til sidst kom Jakob og Jan og Mikkel, ligesom jeg troede det var fyraften. Jeg foreslog først at de selv skulle tegne og fortælle, og Mikkel ville gerne tegne og Jakob fortælle, men de kunne ikke finde på noget overhovedet. Så foreslog jeg kortene, og det kom der en god sammenhængende historie ud af med vampyrer, draculaer osv, som havde ædt halvdelen af jordens befolkning, og som boede ved kirkegården og kalkbruddet i Fakse, Der var også et kødædende æbletræ, men heldigvis var der også gode kræfter.
Og det endte godt. Det onde blev fordrevet, slået ihjel og sat i fængsel, heldigvis da. Jeg var mere aktiv som ”spilstyrer”, end jeg plejer og vi fik lavet en sammenhængende historie, som vi godt kunne ”have optrådt med”.
Jakob’s far var der noget af tiden og hyggede sig rigtig godt.
Der sker hen ad vejen hele tiden noget nyt:
Børnene går over til at lægge de ’brugte’ kort i rækker med 7 i hver, med billedsiden opad. Så kan alle se de foregående kort, og det giver en mere sammenhængende historie. De kan bedre huske hvad der er sket i starten.
Kl. 14 er der gået nogen hjem og de første 8 er skiftet ud med 7 andre. Kl 14.30 er der 5 tilbage, heraf 3 nye med Annemette som ”holder den røde tråd”. Hun er den eneste, der har været med fra starten. Der er to fremmedsprogede børn. Jeg iagttager igen, hvor nænsomt de andre børn hjælper dem til at deltage, så meget de kan. De går igen efter 20 minutter. Imens kommer Peter mere og mere med i historien.
Således legede børnene og jeg os frem til de regler, der virkede bedst for os i vores situation. Det glæder mig enormt, at se de fremmedsprogede børn og de spagfærdige børn blive inddraget. Vi udviklede den regel, at hvis man ikke kan finde på noget at fortælle til sit kort, melder man pas, men man ’har magt til’ at udpege hvem der fortæller på éns vegne. I næste omgang finder barnet måske selv på et bidrag til historien. På den måde kan alle være med. En dag så jeg en ’støttepædagog-dreng’ suverænt køre igennem med den røde tråd i en meget lang historie….
Jeg mangler at få udført en idé med at lave mine egne fortællekort i A4 format. Her vil jeg indlægge kort der illustrerer sorg, mobning, tro og venskab m.v. Mulighederne er ubegrænsede……
CD-optagelser Halvvejs i forløbet begynder jeg at optage børnenes sange, remser og fortællinger på minidisc. Jeg får produceret i alt 3 CD-er med professionelt lay out. Erfaringen er, at det generelt fremmer børnenes engagement i fortællingen. Men de aller mest gyldne øjeblikke med børnene har jeg haft uden elektronik…. I vores hjørne i biblioteket sidst på eftermiddagen. Uforstyrret og i dyb samtale om tro, skarnsstreger og andre væsentlige emner.
Børneradio En interwievleg, to piger startede med mig ude på legepladsen, giver mig inspiration til at lave ’børneradio’ Jeg snakker kort med SFO-lederen om det, og hun siger OK til at vi kan bruge skurvognen på legepladsen til det. Det er redskabsskuret. Rodet og beskidt. Det er perfekt! Hvepseradio er grundlagt…
Jeg går videre med mine ideer om at lege børneradio med børnene. I pausen ude på legepladsen, inden vi går på biblioteket, går jeg rundt og optager forskelligt på bibliotekets lille walkman-båndoptager. Jeg lader også børnene interwieve hinanden. Ganske almindelige dagligdags ting. Jeg putter også spørgsmål ind om hvordan de reagerer på drilleri. Det bedste bliver tre store piger, der interwiever tre små piger. Da de store er færdige siger én af dem til de små ”Nu skal I interwieve os” –
”Hvad er det?” – ”Det er det vi gør her” ….. Det bliver alle tiders.
Børn elsker at få den opmærksomhed, der ligger i interwiev-situationen.
Hvepseredens Børneradio, eller Hvepseradio kører for fuldt tryk
Udstyr:
Næste dag tager jeg min cirkusforstærker med båndoptager/afspiller, trådløs modtager og ekstra højtaler med, samt discman afspiller. På biblioteket har jeg lånt en lille walkman båndoptager. ”Redaktionen” er i skurvognen på legepladsen og ekstra højtaler-horn er sat op ved bænkene under halvtaget foran skuret.
Jeg spiller numre fra Kattejammerock og fortæller en lille historie om Klaus fra Vesterbros Ungdomsgård, som gik i 4. klasse på den skole, hvor jeg var pedelmedhjælper (der rullede lige igen en lang sjov indre film med pedelhistorier/vikar historier fra min tid på Ny Carlsbergvejens Skole)
Ellers er det børnene der kommer til orde. Jeg ”sender” interwievet med de to gange tre piger. Heidi fortæller lille Rødhætte. Juliane og et par andre piger fortæller Den lille pige med svovlstikkerne, som de arbejder med sammen med Harriet, der er pædagogstuderende.
Heidi og Claire synger ”Hej Buster” og Sif og Julie fortæller vittigheder. Ind imellem ”sender” jeg uddrag fra de tre CD-er vi har optaget på biblioteket.
Ind i mellem er der nogen der står og danser til Kattejammerrock.
Det er vidunderligt at se, når der er opløb ved højtaler-hornene på legepladsen og foran døren til skurvognen af børn, der trænger sig på for at komme til at fortælle og synge i mikrofonen! Vores diskrete hjørne i biblioteket er pludselig blevet en happening for alle 175 børn og deres voksne. Jeg deler fuldt ud børnenes beklagelse over, at vi ikke sender på en landsdækkende station!
Min konklusion er, at man nemt kan lave noget tilsvarende ’børneradio’ i enhver institution. Det glædede mig især meget at se, at også meget stilfærdige børn kom til orde. Man kunne nemt lave ’børneradio’ en time hver uge f.eks. og sende ud over institutionens eller skolens højtalersystem. Og lur mig om ikke enhver lokalradio gerne vil bringe indslag med ’børneradio’.
Hvor har det bare været dejligt…
Vi går over i biblioteket, hvor jeg har gjort klar med staffeli, papirark og farvekridt. Jeg starter med en slangegættehistorie og tegner og fortæller. Jeg tegner slanger, der har slugt alt muligt, og Thomas gætter. Så kommer Stine fra 3. klasse, hun vil også gerne tegne og fortælle. Hun er helt fantastisk, et stort naturtalent som historiefortæller. ”Noj, er det virkelig rigtigt?” spør Thomas med store øjne ”Ja, det er det!” fastslår Stine med klar stemme og et skælmsk udtryk i øjnene, Den historie har hun hørt fra en fætter ovre i Jylland, hvor det hele er foregået.
Senere siger hun ”Det er jo min fantasi”, og Thomas ånder lettet op. Stine fortæller en spøgelseshistorie om en dreng, som ikke bliver ordentlig passet af sin far. Drengen hænger sig som 5 årig, men går igen og forårsager at kirken styrter sammen om hans far i et kæmpetordenvejr….
Der opstår sådan en kær kær snak imellem børnene om det faktuelle i historierne… Stine fortæller også, om en Satyr med frygtelige kløer. Hun er meget god til at illustrere sine historier helt enkelt. En historie om en satyr med skarpe klør, der kradsede på ruden hos en mand. Thomas tegner også et par historier for os……
Jeg ved at Stine rent fagligt ikke var så stærk i skolen, men i fortælle-hjørnet fik hun den ene succes-oplevelse efter den anden. Der burde forskes i hvordan fagligheden påvirkes af fortælling. Ligesom af musikudøvelse og jonglering.
Konklusion Jeg blev positivt overrasket over hvor nemt det er, at få SFO børn til at fortælle og lytte til hinandens historier på tværs af køn og alder. Det kræver blot, at man selv er en engageret LYTTER og fortæller.
Vores hjørne i biblioteket blev sommetider forstyrret af andre børn, som brugte biblioteket. I en uge lavede jeg indianertema og satte en tipi op i biblioteket. Her sad jeg og fortalte coyote-historier. Jeg synes enhver institution burde have en fortælle-hule.
Det var så et uddrag af mine erfaringer med SFO-fortælling. Jeg takker for det privilegium, det var, at få frie hænder gennem fire måneder til at lege med fortællingen sammen med børnene i Hvepsereden….
Inspirerende litteratur: Ikke-voldelig kommunikation – ”Girafsprog” Marshall B. Rosenbergs Jeg har fået inspiration fra Margareta Öhmans bog ”Empati gennem leg og sprog” og Lene Broks bog ”Fortæl! Fortæl! – en bog om fortællingens rum. Samt Hilde Eskild og Benedicte Hambro: ”Snip, snap snude….”
Fortællekort kan købes hos www.mariannechristensen.dk eller i Sverige www.sama.se
Karsten Mathiasen
Fakta boks: Karsten Mathiasen, født 1952, har i 15 år levet af at lave cirkus, www.cirkusbelladonna.dk. De sidste 7 år er han også blevet
en engageret historiefortæller, se www.gavtyvehistorier.dk.
Han startede med at være stilladsarbejdernes historiefortæller
med speciale i gavtyvehistorier. Har de sidste par år været meget
fokuseret på fortællinger om forsoning og tilgivelse, og helbredende
fortællinger. Har på græsrodsplan lavet Tænketank for Tilgivelse, www.tilgivelse.dk
